Aggressive små dyr spreder sig ud over landet
Der findes i Danmark små krabber, man hos Miljøstyrelsen meget, meget gerne vil undgå. Du kan i artiklen her se, hvordan de små krabber ser ud, og hvordan du skal reagere, hvis du ser en.
De er små, aggressive og fortrænger den hjemmehørende strandkrabbe. De invasive små krabber, krabbearterne asiatisk strandkrabbe og penselklippekrabben har en større udbredelse i Danmark end hidtil antaget.
Fredag annoncerede Miljøstyrelsen den ny viden, og samtidig gik man ud og opfordrede offentligheden om at dokumentere fund af de små krabber fra asien i Danmark. Miljøstyrelsen skriver, at pensel-klippekrabben var blandt de dyr, der blev hevet op i forbindelse med en krabbefangst til et blåt-flags-arrangement.
Krabberne stammer fra Asien og vinder ofte i kampen om føde med den hjemmehørende strandkrabbe. Det fortæller Josefine Møller, biolog ved Miljøstyrelsen.
– Selv om den er meget mindre, er den langt mere aggressiv, og den kan finde på at tage føden fra den hjemmehørende strandkrabbe, så den kan blive fortrængt lokalt, siger hun.
– Hidtil har vi vidst, at den havde begrænset udbredelse, men det lader til, at dens udbredelse vokser, og den kan blive et problem flere steder i landet, siger hun.
Forholdsregler
De invasive krabber blev første gang observeret i Danmark tilbage i 2011 ved Rømø. De er senere også fundet flere steder langs vestkysten og i Limfjorden.
1. august blev en penselklippekrabbe observeret nær Als i Det Sydfynske Øhav, og det har fået Miljøstyrelsen til at råbe vagt i gevær.
– Man kan ikke bekæmpe den fuldstændig. Sådan er det med de fleste invasive arter, der lever i vand. Men med overvågning kan vi få en forståelse af, hvor den er henne, og forsøge at stoppe udbredelsen. Man kan tage en række forholdsregler. Skibe bør for eksempel tjekke om, man har “blinde passagerer” med, og hvis man tænker, at en krabbe ser flot eller sød ud, skal man ikke tage den med og sætte den ud et andet sted, siger Josefine Møller.
Små krabber
Både penselklippekrabben og asiatisk strandkrabbe er mindre end vores hjemmehørende strandkrabbe.
De kan skelnes fra den hjemmehørende strandkrabbe ved, at deres skjold nærmest er firkantet og lige afskåret, og øjnene sidder i en større afstand fra hinanden.
Den hjemmehørende strandkrabbe har et skjold, som er smallere bagtil, og dens øjne sidder tæt sammen.
Det er muligt at indberette til Miljøstyrelsen, hvis man har set en asiatisk strandkrabbe, penselklippekrabben og den kinesiske uldhåndskrabbe. Man må gerne ledsage indberetningen med et billede.