Aggressive Brøndby-fans truer FCK-spillere

En større gruppe Brøndby-fans brød ud af indhegningen, kastede med flagpinde og udviste aggressiv adfærd.

Offentliggjort Sidst opdateret

Efter pokalsemifinalen i Parken mellem FC København og Brøndby onsdag aften truede en gruppe aggressive Brøndby-fans spillere fra FCK.

Ritzaus udsendte i Parken oplyser, at en større gruppe Brøndby-fans brød ud af indhegningen omkring udebaneafsnittet. Nogle fans blev set kaste træpinde fra flag efter FC København-spillere.

Øjenvidner beskriver over alt på nettet, hvordan træpinde og andet kasteskyts fløj gennem luften under den voldsomme og hadske stemning.
Mindst en fan blev set hoppe rundt på den teltdug, hvorunder spillerne bliver sluset ud.

Til opgøret i Parken var i alt 1903 Brøndby-fans på plads.

Vil vurdere fan-adgang

FCK-direktør Anders Hørsholt er rystet over Brøndby-tilskuernes opførsel.

– Det er chokerende og rystende dårlig opførsel

– Alle os, der stod her, var i fare, siger Anders Hørsholt.

FCK-direktøren fortæller, at episoden kan få konsekvenser for næste uges superligaopgør, hvor Brøndby atter kommer på besøg.

– Vi må overveje, om vi hovedet skal sælge billetter til den 17. april. Det er ikke sikkert, at vi gør det, for det er for vildt.

Fløj et jern-rør over mit hoved

FC København-anfører Thomas Delaney var tæt på at komme galt af sted, da Brøndby-fans optrådte aggressivt efter onsdagens pokalsemifinale i Parken.

En større gruppe Brøndby-fans brød ud af deres indhegning bag det ene mål og kastede forskellige genstande ned mod FCK-spillerne.

– Jeg gik lige under et jernrør. Jeg slap. De rammer ikke så godt, siger Delaney, der skyndte sig ind gennem tunnelen ind mod omklædningsrummet.

– Jeg så ikke alt, hvad der skete, da jeg løb hurtigt ind. Det er ærgerligt, at sådan noget sker, og det tror jeg også, at Brøndby-spillerne synes.

Powered by Labrador CMS