Agger-melding kommer først på kampdagen

Morten Olsen vil ikke sige, om Agger er med i morgen mod Portugal eller ej. Foto: LARS POULSEN/POLFOTO
Offentliggjort Sidst opdateret

Først tirsdag vil det blive endelig besluttet, om Daniel Agger bliver klar til at spille mod Portugal.

Det er fortsat et åbent spørgsmål, om landsholdsanfører Daniel Agger er klar til at spille efter sin rygskade, når Danmark møder Portugal i EM-kvalifikationen tirsdag aften.

På mandagens pressemøde i Helsingør valgte landstræner Morten Olsen at holde kortene tæt til kroppen. Den endelige beslutning bliver først taget på kampdagen, siger han.

– Det er i morgen (tirsdag, red.), vi skal finde ud af, hvem der er friske, og hvem der skal spille. Så vi har altså mulighed for at vente nogle timer endnu med at beslutte os, lyder det fra Morten Olsen.

Agger var med i den lette træning søndag eftermiddag, og han er i aktion igen mandag, når landsholdet skal igennem den sidste forberedelse for lukkede døre på Helsingør Stadion.

Landstræneren virkede lidt irriteret over spørgsmålene om den danske anfører, og bemærkelsesværdigt nok var Aggers afløser, Andreas Bjelland, en af de to spillere, der flankerede Olsen ved presseseancen.

Bjelland spillede en stor kamp, da Danmark for tre år siden besejrede portugiserne med 2-1 i Parken i en kamp, hvor Agger også måtte sidde udenfor.

Måske derfor er landstræneren også meget fortrøstningsfuld – uanset om Agger er med eller ej.

– Jeg vil mene, at det er en af de bedste trupper, vi har haft i lang tid. Det er set både på den korte og den lange bane.

– Vi har mange unge spillere med, og nu handler det om at blande kortene rigtigt, så vi ikke spiller med syv unge folk fra start mod Portugal. Det kommer vi ikke til, siger Morten Olsen.

Danmark har fire point efter de første to kampe i EM-kvalifikationen, hvor Portugal kun har spillet en enkelt kamp – og tabt den.

Der er udsolgt i Telia Parken til braget tirsdag aften, der starter 20.45.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS