AGF tager revanche mod FC Nordsjælland
AGF slår FC Nordsjælland 3-0 i Aarhus og tager revanche for det tre uger gamle nederlag i Farum.
Der var revanche på spil, da AGF lørdag vandt 3-0 over FC Nordsjælland i Aarhus. Det er nemlig kun tre uger siden, at FC Nordsjælland vandt det omvendte opgør i Farum med 2-0.
De hvidblusede AGF’ere virkede fra kampens start opsatte på at revanchere sig mod gæsterne fra Farum og samtidig tage den første sejr siden 2. august. Siden sejren over Randers er det kun blevet til en skrivebordssejr over Hobro for AGF.
Inden der var spillet ti minutter havde hjemmeholdet allerede trykket på kassen fire gange, og især den serbiske højrekant Aleksandar Čavrić, der er udlejet til AGF fra belgiske Genk, sprudlede overfor sin direkte modstander Patrick Mtiliga.
Gang i målscoringen efter 23 minutter
Efter 23 minutters spil lykkedes det for den velspillende AGF-offensiv at få sat gang i målscoringen, som var orkestreret af to tidligere FC Nordsjælland-spillere.
Stephan Petersen løftede en følt bold ind til en fremstormende Kim Aabech, der elegant tog bolden ned med venstrefoden og udplacerede David Jensen i målet til 1-0.
Få minutter senere kunne FC Nordsjællands brasilianske angriber Bruninho have udlignet for gæsterne, men lobbet gik forbi Steffen Rasmussens mål.
I stedet kunne AGF bringe sig foran 2-0 i første halvlegs sidste minut. Endnu engang fik Aleksandar Čavrić plads til at slå et indlæg fra kanten, og inde i feltet kunne Mate Vatsadze styre bolden i mål med pandebrasken.
Intensiteten faldt i 2. halvleg
I anden halvleg faldt intensiteten i opgøret. FC Nordsjælland kunne ikke finde den rigtige nøgle til at lirke op for AGF’erne, som virkede tilfredse med at køre bolden rundt på midtbanen i perioder.
I kampens sidste minutter fik Emiliano Marcondes chancen for en reducering, men hovedstødet fra tæt hold manglede saft og kraft.
I stedet kunne en velspillende Kim Aabech gøre sig selv til dobbelt målscorer mod sin gamle arbejdsgiver, da han fandt nettet i kampens overtid til kampens resultat 3-0.
Med sejren har AGF har 16 point – samme antal som FC Nordsjælland.
/ritzau/