AGF løber panden mod Esbjergs forsvarsmur

Foto: Bo Amstrup/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

AGF spillede bedst, men fik underkendt et mål og måtte nøjes med 0-0 hjemme mod Esbjerg.

Efter ni scoringer i de sidste fire kampe blev der fredag aften sat en prop i AGF’s målstime i Alka Superligaen, da Esbjerg slap fra Ceres Park i Aarhus med 0-0.

Det resultat må esbjergenserne være bedst tilfredse med, efter at de i perioder var under tungt pres mod et hjemmehold, der var mere målsøgende og havde langt flere afslutninger mod mål.

Gæsterne må også takke dommer Benjamin Svedborg for at underkende Kim Aabechs hovedstødsscoring midt i første halvleg.

Ifølge dommeren skubbede Aabech til Esbjergs Leon Jessen, men den kendelse var der ikke mange på stadion i Aarhus, der havde meget tilovers for.

Generelt var det aarhusianerne, der stod for det mest sammenhængende fodboldspil, selv om der var langt mellem de åbne muligheder.

Esbjerg har under midlertidig træner Michael Pedersen valgt at stille sig længere tilbage på banen i en mere afventende strategi.

Det har hjulpet på stabiliteten, men til gengæld kniber det med at få folk hurtigt nok fremad banen til at støtte ensomme Nicki Bille i front.

Gæsterne skabte næsten ingenting, og indskiftede Mick van Buren fik forpurret en oplagt mulighed med en dårlig tæmning i kampens slutfase.

Det virkede, som om Esbjerg-spillerne, som tiden gik, blev mere og mere tilfredse med en nulløsning, og sådan endte det da også, selv om AGF-træner Morten Wieghorst i en sidste satsning satte helten fra FCK-kampen i sidste runde, Morten Nordstrand, på banen.

Men denne gang var der hverken akrobatik eller saksespark i den erfarne forward, og da Davit Skhirtladze skovlede bolden langt over mål på kampens sidste chance, måtte hjemmeholdet til publikums ærgrelse nøjes med det ene point.

AGF rykker op på tredjepladsen i tabellen med 10 point, men de øvrige tophold skal alle i aktion senere i weekenden.

Esbjerg, der i Aarhus holdt rent mål for første gang i denne sæson, forbliver på næstsidstepladsen, men nu med seks point.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS