Afviser at danne regering med Socialdemokratiet

Hverken Venstre eller Konservative vil danne regering med Socialdemokratiet, som statsministeren åbner for

Offentliggjort Sidst opdateret

Hverken Venstre eller Konservative er lokket af at danne en regering sammen med Socialdemokratiet efter et valg.

Det siger de politiske ordførere for de to blå partier.

Til Jyllands-Posten siger statsminister Mette Frederiksen (S), at hun ønsker - og går til valg på - en etpartiregering.

Venstre ser det ikke som en mulighed at gå i regering med Socialdemokratiet.
Venstre ser det ikke som en mulighed at gå i regering med Socialdemokratiet.

Hun siger dog også, at hun gerne vil "åbne en diskussion af, om man vil kunne lave en regering hen over den politiske midte".

Ser ikke den mulighed

Den mulighed ser Sophie Løhde, politisk ordfører for Venstre, ikke for sig.

- De sidste tre år med Mette Frederiksen som statsminister har på mange måder været en dyr omgang for Danmark.

- Der mangler hænder alle steder, og næsten alle indkomstgrupper er blevet fattigere af regeringens økonomiske politik. Den grønne omstilling går for langsomt, og danskerne har fået indskrænket deres frihed.

- Derfor har vi brug for en ny, borgerlig regering, og det går Venstre til valg på, så vi kan sikre danskerne mere frihed og flere muligheder, siger Sophie Løhde.

Ikke fristet

Heller ikke Mette Abildgaard, politisk ordfører for Konservative, er fristet af et regeringssamarbejde med Socialdemokratiet.

- Vi Konservative synes, at det klinger noget hult, den melding der kommer fra statsministeren.

- Vi har to fundamentalt forskellige politiske projekter. Lige nu har vi en regering, der øger skatterne og mindsker danskernes frie valg, og vi vil gå den stik modsatte vej.

- Så jeg har meget svært ved at se det for mig, siger Mette Abildgaard.

Powered by Labrador CMS