Aftale om dåsepant skal genåbnes
I maj indgik daværende miljøminister Kirsten Brosbøl (S) en aftale med regeringen i Slesvig-Holsten, der betyder, at danskere skal betale pant af øl- og sodavandsdåser syd for grænsen.
Siden er er der kommet en ny regering til, og på sin blot anden dag på posten som miljø- og fødevareminister melder Eva Kjer Hansen (V) sig klar til et opgør med pantaftalen, skriver JydskeVestkysten.
»Jeg vil se på dåsepantaftalen igen, fordi den er uholdbar. Det er svært at se, at man kan gennemføre en aftale, der kun gælder i Slesvig-Holsten, og som tvinger de danske butikker til massive investeringer i Danmark for at kunne tage imod dåserne,« siger Eva Kjer Hansen til avisen.
Ifølge aftalen skal der senest i 2018 indføres et lovpligtigt pantsystem, som skal håndtere mere end en milliard øl- og sodavandsdåser i grænsehandlen. Aftalen indebærer, at der skal betales en krone i pant for hver købte dåse, hvilket svarer til pantbeløbet i Tyskland.
De tomme dåser skal så kunne afleveres i Danmark mod udbetaling af pant samme sted. Oven i panten kommer en tysk moms på, hvad der svarer til 19 øre.
Eva Kjer Hansen er tilhænger af at indføre dåsepant på dåser købt syd for grænsen. Men ministeren vil have en pantaftale, som »giver mening og virker«. Hun henviser blandt andet til, at butikskæden Fleggaard, som er en af de store spillere inden for grænsehandlen, allerede få dage efter aftalen havde fundet smuthuller til at undgå dåsepanten.
Forslaget om en revidering af pantaftalen møder opbakning fra Dansk Folkepartis miljøordfører, Pia Adelsteen (DF). Hun kalder aftalen for »den værste aftale nogensinde«, for hun mener, at den diskriminerer danskerne.
Pia Adelsteen tilføjer, at aftalen bør gælde for alle tyske delstater – ikke kun Slesvig-Holsten.