Afsløring: Så mange penge blev spildt på aflyst åbningsfest

Det har langt fra været en gratis omgang for Aarhus, at åbningen af letbanen blev aflyst, skriver avis.

Kransekage og børneboller alene kostede Aarhus 33.000 kroner til den aflyste åbningsfest for letbanen. Foto: Henning Bagger/arkiv/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Der var afsat 33.000 kroner til kransekage og børneboller, der var bestilt. 212.000 kroner til storskærm og toiletter samt 32.000 til “kor og andet musik”.

Den aflyste fest for letbanen i Aarhus kostede i alt 570.000 kroner i spildte udgifter. Det skriver Aarhus Stiftstidende.

Letbanen i Aarhus skulle været åbnet 23. september med pomp og pragt. Men dagen før måtte åbningen aflyses, da letbanen ikke havde de nødvendige sikkerhedsgodkendelser fra Trafikstyrelsen.

Efterfølgende har Dansk Folkeparti i Aarhus stillet spørgsmål til, hvor meget den aflyste fest kostede kommunen og regionen.

Svaret lyder altså på 570.000 kroner i planlagte udgifter.

Kompensation

Aflysningen var så sen, at mange af udgifterne ikke kunne aflyses.

– Heraf forventes cirka 150.000 kroner udbetalt som kompensation for leverandørers udgifter som følge af aflysningen og tabt arbejdsfortjeneste, står der i svaret til Dansk Folkeparti.

Den næste åbningsfest, der endnu ikke er fastlagt, kommer til at koste betydeligt mindre, oplyser kommunen.

Planlagt er udgiften 50.000 kroner til “en mindre markering”.

Overvejer søgsmål

Oven på aflysningen er kritikken haglet ned over kommunen og driftsselskabet Keolis, der stod for at få tilladelserne.

Det er blevet stærkt kritiseret, at det ikke blev taget alvorligt, at sikkerhedsgodkendelsen ikke var i hus, og at aflysningen af åbningen derfor først blev annonceret dagen før.

Aarhus Kommune og Region Midtjylland overvejer ifølge brevet fra Teknik og Miljø, om udgifterne til den aflyste åbningsfest skal indgå i søgsmål fra selskabet Aarhus Letbane mod Keolis, skriver Stiften.dk

Det er endnu uvist, hvornår letbanen kan åbne. Kransekagen og børnebollerne blev i stedet delt ud på Dokk1, Aarhus’ nye kulturhus.

Powered by Labrador CMS