Afsløring: Her er værterne til prisshow

Når prisuddelingen Årets Reumert finder sted den 12. juni, bliver det med skuespillerduoen Christopher Læssø og Rikke Bilde som værter

Den 37-årige skuespiller Christopher Læssø er netop nu aktuel på Folketeatret, hvor han spiller rollen som gospelkorleder i 'Oh Happy Day'. (Arkivfoto).
Offentliggjort Sidst opdateret

Der er lagt op til fest, når Årets Reumert løber af stablen den 12. juni.

Teaterprisuddelingen bliver med de to skuespillere Christopher Læssø og Rikke Bilde ved roret som værtspar.

Det skriver HAVE Kommunikation i en pressemeddelelse.

- Det er første gang, at Rikke Bilde og jeg arbejder sammen, og jeg glæder mig meget til at fejre og hylde dansk teater i hendes selskab, udtaler Christopher Læssø, der blandt andet er kendt for sine værtsroller på "Danmark Har Talent" og "Den Vildeste Danser" på TV 2, i pressemeddelelsen.

Afholdes i Odense

Året Reumert er en prisuddeling og fejring af det bedste danske scenekunst fra året der gik. Ligesom sidste år skal uddelingen holdes på Odeon i Odense.

Rikke Bilde er selv en Reumert-belønnet skuespillerinde.

I 2007 modtog hun Årets Reumerts talentpris, og er i dag en del af kunstkollektivet "Sort Samvittighed", der står bag flere anmelderroste og Reumert-hædrede musikforestillinger.

Hylder dansk teater

Bikubenfonden afholdt fra 1998-2018 Årets Reumert, men i dag er hovedarrangørerne bag prisuddelingen Dansk Teater og CPH Stage.

Og værtsparret glæder sig til at indtage scenen, når dansk teater skal hyldes.

- Det er vigtigt, at vi anerkender scenekunsten og de præstationer og produktioner, der skiller sig ud, med en kæmpe fest, siger Christopher Læssø i pressemeddelelsen.

Powered by Labrador CMS