Afsløring: Derfor risikerer milliardprojekt at blive endnu dyrere

Femern undlod ifølge flere ordførere at informere politikerne om en klokkeklar advarsel. V, LA, DF og SF kræver sagen undersøgt.

Femernforbindelse risikerer at blive meget dyrere end antaget trods advarsler,skriver Finans. Foto: Simon Skipper/Scanpix.
skriver Finans. Foto: Simon Skipper/Scanpix.

Offentliggjort Sidst opdateret

Ledelsen i Femern A/S ignorerede en klokkeklar advarsel, da man indgik milliardkontrakter med entreprenørvirksomheder uden at have en tysk godkendelse af tunnelen til Nordtyskland, skriver Finans. Det har resulteret i, at danmarkshistoriens største anlægsbyggeri risikerer at blive ramt af en prisstigning i milliardklassen.

Advarslen kom fra Femerns daværende tyske juridiske rådgiver, Bettina Enderle, i 2010. I en intern email, som Finans er i besiddelse af, skrev den tyske advokat, at det ville være en dårlig idé at igangsætte udbuddet med de store entreprenørkontrakter, før man vidste, hvad de tyske myndigheder ville stille af krav og betingelser til projektet.

I emailen advarer Bettina Enderle om, at det kan blive dyrt for Femern, hvis man senere skal ændre i kontrakterne for at opfylde de tyske betingelser.

– Det vil koste jer en masse penge (og formentlig også tid), advarer advokaten i mailen.

Alligevel sendte Femern A/S i 2013 den 18 km lange tunnel i udbud, og i 2016 underskrev man kontrakter for 30 mia. kr. uden at have en tysk godkendelse.

Det bliver dyrere

Nu styrer Femern mod store ekstraregninger til entreprenørerne, fordi tidsplanen er kuldsejlet, og kontrakterne står til at udløbe. Dertil kommer, at betingelser i den tyske godkendelse kan sende anlægsprisen i vejret. Ifølge et internt notat fra maj 2016 hænger Femern på prisstigninger på op mod 1,8 mia. kr.

Partierne bag Femern-forbindelsen er ifølge flere transportordførere aldrig blevet orienteret om advarslen fra den tyske advokat. SF, Liberal Alliance, Venstre og Dansk Folkeparti vil have sagen undersøgt.

– Det undrer mig dybt at høre. Dette skal vi have undersøgt helt til bunds, siger transportordfører Villum Christensen (LA).

Femern har ikke svaret på, hvorfor man overhørte advarslerne fra den tyske specialist. Femern svarer heller ikke på, om forligskredsen blev orienteret.

Til gengæld skriver Femern-ledelsen i en email, at der var “fuld åbenhed om vurdering af risikoen i den tyske proces, inden kontrakterne blev underskrevet.”

Powered by Labrador CMS