Afslører: Vild udvikling i Palme-mordsagen

Onsdag meddeler den svenske anklagemyndighed, hvorvidt efterforskningen af Olof Palme-drabet bliver afsluttet.

Offentliggjort Sidst opdateret

Den svenske regering er blevet underrettet om, at politiet har det skydevåben, der dræbte den tidligere statsminister Olof Palme i 1986.

Det skriver det svenske medie Aftonbladet. Avisen citerer kilder fra den socialdemokratiske regering.

Onsdag meddeler den svenske anklagemyndighed, hvorvidt efterforskningen bliver afsluttet, eller om der bliver rejst tiltale i sagen.

Det er 34 år siden, at Olof Palme blev skudt og dræbt på åben gade i Stockholm.

Chefanklager Krister Petterson har tidligere sagt, at han fortsat var optimist, og at det stadig var muligt at udpege, hvem det var, som dræbte Palme.

Aftonbladet har før skrevet, at gerningsmanden ikke længere er i live.

Selv hvis en afdød person bliver udpeget som drabsmanden onsdag, forventes det, at anklagemyndigheden har tilstrækkeligt bevis for at rejse tiltale og gennemføre en retssag. Det skriver det norske nyhedsbureau NTB.

Ifølge den britiske avis The Guardian mødte de svenske Olof Palme-efterforskere den sydafrikanske efterretningstjeneste den 18. marts i Pretoria og fik overdraget dokumenter, der var relevante for sagen.

Det er uklart, om sagsdokumenterne indeholder nye beviser, eller om det blot er et spørgsmål om at afslutte løse tråde i efterforskningen.

En af teorierne handler om den såkaldte skandiamand. Han arbejdede i forsikringsselskabet Skandia og var i nærheden, da Palme blev skudt. Han blev siden affærdiget som et vidne og skrevet ud af sagen.

Men avisen Filter skrev siden, at han gennem en ven havde adgang til et våben af samme type, der dræbte Palme. Skandiamanden hadede angiveligt Palme. Han døde i 2000.

Fru Palme

I oktober 2018 døde Olof Palmes hustru, Lisbet.

Lisbet og Oluf Palme nåede at være gift i 30 år frem til mandens død. I hele forløbet omkring Oluf Palmes død var Lisbet et af kronvidnerne i sagen. Lisbet Palme blev født den 14. marts i 1931, og blev dermed 87 år gammel.

Foruden at være kendt som Olof Palmes kone, så var Lisbet Palme uddannet psykolog og trænet i at observere. Hun udpegede to gange Christer Petterson som værende gerningsmanden i det opsigtsvækkende mordmysterium.

Lisbet Palme var blandt andet med i den svenske Unicef-komite frem til 1999.

Powered by Labrador CMS