Afslører store rejseplaner
Holger Rune skal efter planen spille to turneringer i Argentina og en i Chile i den kommende måned
Efter at have indledt sæson i Australien rykker det danske tennistalent Holger Rune nu til en ny verdensdel for at jagte point til verdensranglisten.
Onsdag satte han kursen mod Sydamerika, hvor han efter planen skal deltage i tre ATP-turneringer inden for den næste måned.
På menuen er først Cordoba Open i Argentina, dernæst Argentina Open og til sidste Chile Open.
Det fortæller Holger Rune på sin Instagram-profil.
Alle tre events har status som ATP 250-turneringer. Faktisk ville Rune også have deltaget i ATP 500-turneringen i Rio inden for den samme periode.
- Jeg ville også spille Rio Open, men begik en fejl, da jeg skulle tilmeldes, så ikke noget Rio i år, lyder det fra 18-årige Holger Rune.
Røg ud i Australien
Han røg ud af første runde af Australian Open efter en lang femsætter, men avancerede alligevel til en plads i top-100, som længe har været et delmål.
Helt præcist ligger han nu nummer 99.
Cordoba Open spilles i den kommende uge, og her har Rune udsigt til en plads i hovedturneringen.
I ugen efter i Argentina Open er Rune på venteliste til hovedturneringen, men er garanteret en plads i kvalifikationen.
Chile Open spilles fra 21. til 27. februar.
Da Rune sidste år spillede Argentina Open, var det hans første ATP-turnering.
Dengang rejste han videre til Chile for at spille Chile Open, hvor han efter at have været igennem kvalifikation nåede frem til kvartfinalen i hovedturneringen.