Afslører: Mette F. blæste på minkkommission

Minkkommissionen bad allerede i april Statsministeriet stoppe automatisk sletning af materiale, viser brev

Statsministeriet blev bedt om at standse automatisk sletning af materiale
Statsministeriet blev bedt om at standse automatisk sletning af materiale
Offentliggjort Sidst opdateret

Allerede i april 2021 bad Minkkommissionen specifikt Statsministeriets departementschef, Barbara Bertelsen, om at stoppe eventuel "rutinemæssig automatisk sletning" af materiale, der kunne have relevans for kommissionens arbejde.

Det viser kommissionens brev til departementscheferne i Statsministeriet, Justitsministeriet, Sundhedsministeriet og Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.

Et brev, som Jyllands-Posten har fået aktindsigt i.

Alligevel fortsatte såvel Barbara Bertelsen som statsminister Mette Frederiksen samt flere andre topfolk fra Statsministeriet med at slette sms-beskeder, der var over 30 dage gamle, skriver Jyllands-Posten.

Det fremgår af brevet, som Jyllands-Posten har offentliggjort, at kommissionen også specifikt nævner sms'er som materiale, man potentielt ønsker at få udleveret.

- Det må forventes, at granskningskommissionen vil få behov for at rekvirere et betydeligt materiale fra jeres departementer og underliggende myndigheder i form af blandt andet e-mails, sms'er og eventuelle andre former for elektroniske meddelelser. Det nærmere omfang heraf er i sagens natur endnu ikke afklaret, hedder det i brevet.

Sat i gang i juni 2020

I sidste uge forklarede Mette Frederiksen på et pressemøde, at det er Statsministeriets "formodning", at den automatiske sletning efter 30 dage blev sat i gang senest i sommeren 2020.

Det skete efter anbefaling fra Statsministeriets departementschef Barbara Bertelsen, der anså det for at være et sikkerhedsspørgsmål.

Den forklaring har dog mødt undren fra it-eksperter.

Man må nemlig i forvejen ikke sende fortroligt materiale på sms.

Samtidig har Barbara Bertelsen tilsyneladende ikke brugt sin sikkerhedsviden og position som øverste departementschef til at rådgive andre ministerier om at slå den automatiske sletning til.

Mette Frederiksen

Blå bog om Mette Frederiksen:

Født 19. november 1977 i Aalborg, datter af typograf Flemming Frederiksen og pædagog Anette Frederiksen. Har datteren Ida Feline og sønnen Magne.

Medlemsperiode
Folketingsmedlem for Socialdemokratiet i Nordjyllands Storkreds fra 5. juni 2019.
Folketingsmedlem for Socialdemokratiet i Københavns Omegns Storkreds, 13. november 2007 – 5. juni 2019.
Folketingsmedlem for Socialdemokratiet i Københavns Amtskreds, 20. november 2001 – 13. november 2007.
Kandidat for Socialdemokratiet i Aalborg Østkredsen fra 2018.
Kandidat for Socialdemokratiet i Ballerupkredsen, 2000-2018.
Parlamentarisk karriere
Statsminister fra 27. juni 2019.
Formand for Socialdemokratiet fra 2015.
Justitsminister, 10. oktober 2014 – 28. juni 2015.
Beskæftigelsesminister, 3. oktober 2011 – 10. oktober 2014.
Næstformand for Socialdemokratiets folketingsgruppe, 2005-2011.
Tidligere socialordfører, kulturordfører og ligestillingsordfører.
Uddannelse
Masteruddannelse i afrikastudier, Københavns Universitet, 2009.
Bachelor i administration og samfundsfag, Aalborg Universitet, 2007.
Student, Aalborghus Gymnasium, 1993-1996.
Byplanvejen Skole, 1983-1993.
Beskæftigelse
Ungdomskonsulent i LO, 2000-2001.
Publikationer
Medforfatter til bøgerne »Fra kamp til kultur – 20 smagsdommere skyder med skarpt«, 2004 og »Epostler«, 2003.
Udmærkelser
Modtog Ting-Prisen i 2012 og Nina Bang-prisen i 2002.

Kilde: ft.dk

Powered by Labrador CMS