Afslører kæmpe dansk hash-netværk
En 55-årig mand, som efter politiets opfattelse er en ledende figur i rockermiljøet, er sigtet for indsmugling og salg af 360 kilo hash. Syv andre er også fængslet
Et netværk af kriminelle har ifølge politiet smuglet ikke mindre end 360 kilo hash ind i Danmark og solgt det ulovlige rusmiddel videre til forskellige kunder.
Mandag er en 55-årig mand ved Retten i Aarhus blevet varetægtsfængslet i sagen, hvor syv andre personer allerede sidder fængslet, indtil sagen kommer for retten.
Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Den sigtede mand spiller angiveligt en ledende rolle i rockermiljøet.
– Det er politiets opfattelse, at den 55-årige har været en fremtrædende figur i et større netværk, der har indsmuglet hash og solgt det videre til forskellige aftagere i Danmark, udtaler Jhin Lee, anklager i Særlig Efterforskning Vest (SEV).
Nægter sig skyldig
Anklageren tilføjer, at han er tilfreds med, at manden nu er bag tremmer.
Den 55-årige blev anholdt søndag morgen i Aarhus-området, men sagen trækker tråde til hele landet.
I november blev fire personer, som også menes at være en del af smuglernetværket, anholdt i Kalundborg. Dengang blev der også beslaglagt narko og skydevåben.
Ved grundlovsforhøret mandag nægtede den 55-årige mand sig skyldig. Han overvejer, om han vil kære fængslingen til landsretten. Hvis han gør det, skal Vestre Landsret vurdere hans sag.
Oplysninger holdes hemmelige
Retsmødet foregik for lukkede døre, som anklager Jhin Lee havde bedt om. Der er derfor ikke oplysninger om, hvad den sigtede potentielt har forklaret om sagen.
Offentligheden har heller ikke kunnet få indblik i, hvilke beviser politiet og anklagemyndigheden har mod manden.
Derudover er det ikke oplyst, hvilken rockergruppering manden er et ledende medlem af.
Grundlovsforhøret var sat til at gå i gang klokken 9.00 mandag morgen. Oplysningen om fængslingen er kommet godt fem timer senere.
Ifølge sigtelsen skal handlen med den omfattende mængde hash have stået på fra februar til december sidste år.