Afslører: Disse ting kan genåbne fra på mandag

Fase 3 af genåbningen begynder mandag. Det kan betyde godt nyt for svømmehaller, legelande og fitnesscentre.

Offentliggjort Sidst opdateret

Regeringen lægger ifølge Jyllands-Posten op til, at alle indendørs idrætsfaciliteter, der ikke allerede er omfattet af genåbningsplanen, åbner 8. juni som en del af genåbningens fase 3.

Det kan eksempelvis betyde, at svømmehaller, legelande og fitnesscentre åbner fra på mandag.

Jyllands-Posten er i besiddelse af et udkast til et notat udarbejdet af Kulturministeriet. Og det er det, som viser, hvilke planer regeringen har.

Det fremgår ifølge avisen af notatet, at regeringen ønsker at “genåbne alle lokaler, hvor der udøves idræts- og fritidsaktiviteter, herunder spillehaller, lege- og badelande, svømmehaller og træningscentre”.

Alle indendørs træningsfaciliteter har været lukket siden marts, hvor dele af samfundet lukkede ned som konsekvens af coronaudbruddet.

I et brev fredag til partilederne, som flere medier er i besiddelse af, skrev statsminister Mette Frederiksen (S) blandt andet, at regeringen vil indlede forhandlinger med henblik på en politisk aftale senest 8. juni om netop indendørs idræts- og foreningsliv.

Ifølge Jyllands-Posten blev oplægget sendt ud fra Kulturministeriet til partierne fredag aften.

Hold virusset væk

Sådan undgår du at blive smittet med coronavirus Covid-19:

– Vask dine hænder tit, eller brug håndsprit.

– Brug mundbind

– Host eller nys i dit ærme – ikke dine hænder.

– Begræns den fysiske kontakt, og undgå håndtryk, kindkys og kram.

– Vær opmærksom på rengøring – både hjemme og på arbejdspladsen.

– Hvis du er ældre eller kronisk syg, så hold afstand, og bed andre tage hensyn.

Kilde: Sundhedsstyrelsen.

I galleriet ovenfor kan du se, hvad der officielt er meldt ud til at genåbne i henholdsvis fase 3 og 4.

Powered by Labrador CMS