Ældresagen advarer mod nedskæringer af boligydelsen
Regeringen lægger op til at skære 110 millioner kroner i boligydelsen til ældre i forbindelse med finansloven.
Ældre danskere, der bor til leje, vil få færre penge i tilskud til deres husleje, hvis Venstre får flertal for det finanslovsforslag, finansminister Claus Hjort Frederiksen præsenterer tirsdag formiddag.
Her lægger regeringen op til at spare 110 millioner kroner på boligydelsen næste år. Det tal stiger til 590 millioner kroner i 2020.
Konkret vil Venstre fremover sørge for, at boligydelsen kun stiger i takt med forbrugerpriserne.
Hos Ældresagen mener man, at boligydelsen er helt nødvendig for en lang række ældre, og interesseorganisationen advarer derfor mod at skære ned på området.
– Ældresagen synes ikke, boligydelsen er et godt sted at skære. Det er ikke et kæmpe beløb for statskassen, det her drejer sig om. Men for den enkelte ældre, der sidder med dyr husleje og lille indkomst, der kan det altså have konsekvenser, siger Jens Højgaard, souschef i Ældresagen.
Han forklarer, at boligydelsen er vigtig for især de mest ressourcesvage ældre.
– Som udgangspunkt går boligydelsen til de ældste enlige kvinder, der bor i plejeboliger og har en dyr husleje. Det er en meget social ydelse, der går til svækkede enlige enker.
De samlede udgifter til boligydelsen er vokset med 13 procent siden 2001, så de nu udgør knap 10 milliarder kroner.
/ritzau/