Ældre med aktivt sexliv har skarpere hjerner
Der er en sammenhæng mellem et aktivt sexliv og mentale færdigheder for ældre personer over 50 år.
Der kan være mange rigtig gode grunde til at have sex hele livet igennem, og nu har forskere fundet endnu en grund til, at især ældre skal have et aktivt sexliv.
Der er nemlig en klar sammenhæng mellem, hvor skarp en hjerne, personer over 50 år har, og hvor meget sex, de dyrker.
Personer over 50 år, der er seksuelt aktive klarer sig bedre i hukommelsestest og kognitive tests, end personer, der ikke dyrkede sex. Det viser et nyt engelsk studie, hvor 6.800 ældre personer har deltaget.
Hayley Wright fra Coventry University, der forsker i alderdom og er forfatter til undersøgelsen, fortæller til Huffington Post, at sammenhængen dog er væsentlig kraftigere hos mænd end hos kvinder.
Usikker årsag-virkning-sammenhæng
Hun understreger samtidig, at man ikke kan være sikker på at booste sin hjernekraft ved at have sex, da undersøgelsen ikke viser, hvorfor der er en sammenhæng mellem sex og gode mentale evner. Det kan altså lige så godt hænge sådan sammen, at personer har mere sex, fordi de har en skarp hjerne, som de kan have en skarp hjerne, fordi de har mere sex.
Der skal nu laves flere undersøgelser for at finde ud af, hvordan sex og mentale evner hænger sammen.