Ældre kvinde død i brand i Frederikssund

En kvinde er død i en brand i Frederikssund. Arkivfoto: Elo Christoffersen
Offentliggjort Sidst opdateret

En 82-årig kvinde mistede tirsdag morgen livet i forbindelse med en villabrand i Frederikssund. Det oplyser vagtchef Palle Jørgensen fra Nordsjællands Politi.

Politiet formoder, at det er husets beboer, der er omkommet. Intet tyder på, at der ligger noget kriminelt bag branden, siger Palle Jørgensen.

Politiet modtog anmeldelsen klokken 07.10, og teknikere er nu i gang med at undersøge, hvordan branden er opstået.

En nabo alarmerede brandvæsenet, da der udbrød på huset på Fengesvej i Frederikssund, skriver SN.dk

Da brandvæsenet ankom, sparkede brandmændene døren ind og gik ind med røgdykkere, hvor de fandt kvinden død i en seng i stuen.

– De kan med det samme se, at skaderne på hende ikke er forenelige med liv, siger Henrik Sejer. Han oplyser til SN.dk, at tekniske undersøgelser nu skal fastslå, om den døde er husets beboer, som politiet formoder.

– Det er en kvinde på 83, enke, kendt ryger og konstant sengeliggende syg, siger politikommissæren, der oplyser, at de pårørende er underrettede. Desuden skal tekniske undersøgelser fastslå årsagen til branden.

– Branden er koncentreret omkring sengen, men der er sodskade på hele huset, og ilden har været rimeligt kraftig, siger politikommissæren, der godt kan have mistanke om, at årsagen kan være rygning i sengen.

– Men vi ved det jo ikke, fastslår han.

BNB

Powered by Labrador CMS