Ældre i byerne får mest hjemmehjælp

Foto: Colourbox.com (Modelfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Selv om ældre på landet ikke er mindre syge end deres jævnaldrende i byerne, får de mindre offentlig hjælp.

Danske ældre, der bor i landets byer, får mere hjemmehjælp og lægehjælp end deres jævnaldrende i yderkommunerne.

Det viser en stor undersøgelse blandt næsten en million danskere over 65 år, som Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning (Kora) står bag, skriver Jyllands-Posten.

Ældre i byerne er ikke mere syge

Forskellen undrer forskerne bag, for der er ikke noget, der tyder på, at ældre i byerne er mere syge end ældre på landet.

– Den geografiske fordeling har ærligt talt undret os, for intet tyder på, at ældre i de større byer skulle være mere syge eller hjælpeløse end ældre i yderkommunerne, når vi tager højde for alder, indkomst, og hvorvidt de ældre er enlige eller gifte, siger projektleder Eskild Klausen Fredslund fra Kora til Jyllands-Posten.

Forskellen mellem by og land er allerede tydelig omkring de 65 år, men bliver mere og mere udtalt, som alderen skrider frem.

Forskernes hypotese er, at ældre på landet har et stærkere netværk og pårørende tæt på, der giver en hånd med i alderdommen.

Ældresagen: Kommunernes trængte økonomi kan skyldes forskel

Det udelukker Ældresagen ikke, men påpeger samtidig, at forskellen også kan skyldes den trængte økonomi hos mange af landets tyndt befolkede kommuner.

– Vi har faktisk længe haft en mistanke om, at mange kommuner i yderområderne er så pressede på økonomi og beskatningsgrundlag, at de er nødt til at skære på serviceniveauet hos de ældre ved at stramme visitationen af hjælpen. Der skal simpelthen mere og mere til at udløse hjemmehjælp, siger chefkonsulent Olav Felbo til avisen.

Foruden at tegne et billede af et geografisk ulige Danmark, når det handler om læge- og hjemmehjælp, viser undersøgelsen også, at de ældre, der gennem livet har tjent mindst, i gennemsnit koster 10.599 kroner mere i hjemmepleje og sundhedsydelser end ældre, har tjent bedst.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS