Æbleskræl kan bedre udbredt sygdom
En kemisk forbindelse i æbleskræl kan være vejen til at bedre skader efter en nervesygdom.
Et nyt studie kan have stor betydning for alle patienter, der lider af multipel sklerose.
For en kemisk forbindelse, der blandt andet findes i skrællen fra et æble, kan være med til at forbedre nogle af de gener, patienter har oplevet ved sklerose.
Det skriver Daily Mail.
Testet på mus
I et amerikansk studie har forskere testet den kemiske forbindelse ursolsyre, der kan findes i æble- og pæreskræl, på mus.
Musene, der blev testet, led alle af fremskredne sklerose-lignende sygdomme.
Undersøgelsen, foretaget af forskere hos Thomas Jefferson University i Philidelphia, viste en markant bedring hos flere af musene.
Flere af de mus, der var lammet af deres sygdom, kunne efter ursolsyre gå igen.
Desuden satte det også en standser for sygdommens forværring for flere af musene.
Sklerose er en autoimmun sygdom, der nedbryder dele af nervecellerne, skriver Scleroseforeningen.
I Danmark lever over 16.500 mennesker med multipel sklerose, og det er én af de højeste forekomster i verden.
Typiske følgevirkninger ved sygdommen er blandt andet usikker balance, nedsat kraft i arme og ben, føleforstyrrelser, lammelser og synsforstyrrelser, oplyser foreningen.
Bedre livskvalitet
Forskerne bag studiet, der er udgivet i Proceedings of the National Academy of Sciences, understreger, at undersøgelsen ikke er lig med en kur mod multipel sklerose, men at det kan højne livskvaliteten for sklerose-patienter.
Generelt er forskerne positive over resultaterne, selv om der er lang vej igen.
– Det er opmuntrende at se en forbindelse, der kan standse og reparere skader efter multipel sklerose i laboratoriet, siger professor Guang-Xian Zhang, der var med til at udføre forsøget.
Det er nemlig første gang, at et forsøg har resulteret i at påvise bedringer i skader fra sygdommen. Altså mus, der ikke har kunnet gå grundet sygdommen, som efter ursolsyre nu kan gå igen.
Ifølge den britiske forening tilegnet til multipel sklerose er resultaterne lovende.
Ursolsyre er brugt som kosttilskud allerede, da dens virkning blandt andet til at kontrollere kolesteroltal er dokumenteret. Dog er der tale om en meget kraftigere dosis af ursolsyre, der er brugt i undersøgelse i forbindelse med multipel sklerose.
Forskerne bag undersøgelserne håber på at kunne afprøve ursolsyre på mennesker i den nærmeste fremtid.