Advokat: Politiagenter er gået for vidt i narkosag

Arkivfoto: Colourbox
Offentliggjort Sidst opdateret

Anklaget snakkede først om smugleri af et halvt ton kokain, da politiagent gik i aktion, siger forsvarer.

En stor narkosag om smugleri af kokain og hash bygger i høj grad på den tætte kontakt mellem tre nu tiltalte mænd og flere undercover-betjente.

Men spørgsmålet er, om betjentene, der har virket som agenter, er gået for langt og har fremprovokeret de påståede forbrydelser.

Det mener forsvareren for en af mændene.

– Hovedproblemet i sagen er, om der overhovedet var realiteter i det, siger advokat Anders Rohde. I den kommende retssag i Københavns Byret forsvarer han en 36-årig mand.

De fleste af de kriminelle forhold i anklageskriftet er kun forsøg. Det gælder for eksempel de påståede planer om at smugle et halvt ton kokain fra Brasilien til Danmark på en båd.

– Politiagenterne blev sat ind for at lede efter kriminalitet. Og i forhold til min klient var der slet ikke drøftelser om kriminalitet, før agenterne trådte ind på arenaen, siger Anders Rohde.

Agenterne er forsynet med dæknavne. De optræder i anklageskriftet som A 185, A 208, A 211, A 212 og A 233.

Den ene har været aktiv i næsten to år. Han har spillet rollen som direktør i et transportfirma og var villig til at smugle stoffer.

Forinden har politifolkene fået tilladelse af en dommer til at deltage i kriminalitet.

Retsplejeloven siger, at agenter ikke må lokke eller presse en mistænkt til at begå mere, end han i forvejen har planlagt. Det kaldes forbuddet mod provokation.

– Spørgsmålet er, om provokationsforbuddet er overtrådt, og om agenterne har været for aktive, siger advokaten.

– Retssagen skal også afgøre, om agenternes fortolkning af hændelsesforløbet stemmer overens med virkeligheden, tilføjer han.

Indsatsen fra A 185 har allerede ført til en dom i Østre Landsret. En frisør blev i november idømt fængsel i 10 år, og sagen bygger delvist på agentens snak med frisøren i H.C. Ørstedsparken i København.

Derimod afviste byretten i Lyngby at dømme for snakken i parken. Samtalen i kodesprog var ikke tilstrækkeligt bevis for, at frisøren planlagde smugleri af fem-syv kilo hård narko og 150 kilo hash fra Holland, mente byretten.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS