Advokat foreslog nøgenbilleder som betaling fra klient
En advokat fra staten Arizona har mistet retten til at praktisere, fordi han har opført sig utilstedeligt over for en klient.
Jeffrey D. Moffatt fra staten Arizona skal have nye visitkort. Indtil foråret 2016 var han egentlig advokat, men den titel må han ikke længere bruge. Det skriver mediet AZ Family. Han har mistet retten til at arbejde som advokat, fodi han var lidt for kreativ i de forslag, han gav en klient, der angiveligt havde svært ved at betale sine regninger. Han bad om nøgenbilleder af klienten.
Moffatt har efterfølgende erkendt, at han ganske vist har spurgt den omtalte klient om at se billeder af vedkommende uden en trevl på kroppen, men ifølge ham var der nærmest tale om en art velgørenhed, eftersom billedet skulle erstatte de penge, han egentlig skulle have for at bedrive sit hverv.
Jeffrey D. Moffatt har herudover også forsøgt at få klienten til at fungere som mellemmand i et projekt, hvor den nu forhenværende advokat var på jagt efter en sexpartner. Han bad sin klient om at skaffe sådan et individ.
De forskellige diciplinærhøringer, der har fundet sted omkring Jeffrey D. Moffatt og hans noget uortodokse måde at drive forretning på har også afsløret, at manden gentagne gange har forsøgt at forhale sagen imod ham på alle mulige og umulige måder. Han er udeblevet fra møder og forsøgt at få andre møder udskudt på forskellig vis.
Samlet set lyder det ikke til, at staten Arizona kommer til at savne ham.