Advarsel: Tusinder fuppet af falsk Facebook-side
Fupmagere har haft held til at kreere en falsk Facebook-side, der indtil videre har lokket flere tusinder mennesker i fælden.
På Facebook advarer firmaet Fleggaard mod, at svindlere har konstrueret en falsk Facebook-side, der under navnet Fleggaard Outlet udlover præmier og konkurrencer. Facebook-siden har imidlertid intet med Fleggaard at gøre, og der er dermed tale om fup. I skrivende stund har næsten 12.000 liket den falske side.
Selvom siden er det rene fup, har Fleggaard ikke mulighed for at lukke siden ned. Kun ved at mange brugere på Facebook anmelder siden som falsk, kan den blive fjernet fra det sociale medie.
Derfor opfordrer kommunikationsmedarbejder ved Fleggaard Rikke Clausen også til, at man anmelder siden.
– Jo flere anmeldelser om at siden er falsk, des hurtigere vil siden forsvinde fra Facebook, skriver hun i en mail til Newsbreak.dk
Hun oplyser, at Fleggaard ikke tidligere har været ude for noget lignende.
Newsbreak.dk har forsøgt at få en kommentar fra Fleggaard Outlet, men de er ikke vendt tilbage på henvendelsen.
Du kan se billeder fra den falske side i galleriet ovenfor.