Advarsel: Sodavand med glasskår kan være solgt i hele landet
Fødevarestyrelsen meddeler, at en lang række sodavand kaldes tilbage, fordi der er fundet glasskår i mindst én flaske. Sodavandene kan være solgt i hele landet.
I en pressemeddelelse udsendt fredag eftermiddag, skriver Fødevarestyrelsen, at Mineralvandsfabrikken Frem tilbagekalder en række Blå Sport sodavand med 25 cl. i glasflaske.
Det er alle sodavand med en mindste holdbarhedsdato, der er før den 8. juli 2016.
Årsagen er, at der er fundet glasskår i en af flaskerne fra dette parti. Og det kan være farligt, såfremt der også findes glasskår i flere. Fødevarestyrelsen oplyser, at glas kan forårsage skader på tænder, mundhule og svælg.
Sodavanden er sendt ud til supermarkeder og købmænd over hele landet.
Når Fødevarestyrelsen kommer i besiddelse af en komplet liste over salgssteder, vil denne blive meldt ud.
Styrelsen anbefaler, at man kasserer varen eller leverer den tilbage til butikken, hvor den er købt.