Advarsel mod farlig gift i haven: Hunde dør på stribe
Hos dyrehospitalet AniCura Sydvet er flere hunde døde efter at have indtaget en livsfarlig nervegift.
Flere danske hunde er døde efter at have indtaget en livsfarlig sneglegift.
Det skriver dyrehospitalet AniCura Sydvet, der selv har haft tre hunde inde, de ikke kunne redde, på Facebook.
Annonce
Den farlige sneglegift indeholder en nervegift, der hedder metaldehyd, som hunde bestemt ikke kan tåle.
Ifølge AniCura Sydvet er giften forbudt i Danmark, men er sandsynligvis blevet købt i Tyskland. AniCura Sydvet dækker den sydlige del af Jylland.
Den farlige gift, der fysisk består af blåt granulat, ligner til forveksling en anden sneglegift, Ferramol, der er lovlig i Danmark. Ferramol er ikke farligt for havens – og husets – dyr, så det kan man fortsat bruge for at få bugt med snegl.