Advarsel: Lad være med at affyre denne raket

Sikkerhedsstyrelsen har under en kontrol fundet en farlig raket til salg på to salgssteder. Den er underlagt et salgsstop, men er ved en fejl ikke blevet taget ud af et sortiment.

Sikkerhedsstyrelsen har advaret mod en helt særlig raket. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Offentliggjort Sidst opdateret

Du har nok allerede hørt, at mange danskere er begyndt at fyre rakatter, batterier og heksehyl af i nabolaget, men ikke desto mindre er der en ekstra god grund til at kigge i krudtsækken i år. Det skyldes nemlig, at Sikkerhedsstyrelsen ved en større kontrol er blevet bekendt med, at en raket, der er blevet erklæret uegnet til salg igen er at finde på enkelte salgssteder.

Artiklen fortsætter under videoen.

Det drejer sig om raketten “Outcast Missilraket” med varenummeret 331.6020 og batchnummeret (parti) 201150-18. Denne raket advarer Sikkerhedsstyrelsen imod i en pressemeddelelse. Og beskeden er gangske klar – du skal du lade være med at fyre den af. I stedet skal den leveres tilbage til forhandleren eller afleveres på genbrugspladsen som farligt affald.

Fyrværkeriet blev i april 2019 testet af Sikkerhedsstyrelsen og vurderet til at være farligt for forbrugerne. Derfor blev det underlagt et salgsstop og tilbagetrækning, lyder det i pressemeddelelsen.

Solgt flere steder

Hvert år foretager Sikkerhedsstyrelsen en række tilsyn på fyrværkerisalgssteder i forbindelse med nytåret, men denne gang har styrelsen altså gjort det opsigtsvækkende fund, at raketten har været til salg i hvert fald to steder, blandt andet i Aarhus og Viborg. Styrelsen kan ikke udelukke, at raketten er solgt andre steder.

Det betyder, at der kan være forbrugere, som har købt det farlige fyrværkeri. Derfor går styrelsen nu ud og advarer.

– Det er en fejl, der ikke må ske, at et salgsstoppet stykke fyrværkeri alligevel havner hos forbrugerne. Importøren har trukket varen tilbage fra markedet, men det er alligevel havnet i et af sortimenterne, som er en samlet pakke med forskelligt fyrværkeri. Derfor kan der være forbrugere, som har købt raketten, forklarer kontorchef i Sikkerhedsstyrelsen Lone Brose i pressemeddelelsen.

Det er dog værd at bemærke, at der findes en lang række batches af raketten og det  altså udelukkende er den specifikke vare- og batchnummer, som der er omfattet af styrelsens advarsel.

Flere problemer

Da Sikkerhedsstyrelsen i april 2019 testede raketten, fejlede den på en række punkter i forhold til de væsentlige sikkerhedskrav. Blandt andet sprængte raketten i for lav højde, der var glødende nedfald og for lang luntebrændtid.

Det er alt sammen noget, som giver risiko for personskade i forbindelse med affyring.

– Hvis man som forbruger har købt raketten, skal man ikke affyre den, men levere den tilbage til forhandleren. Importøren vil igen kontakte salgsstederne for at sikre sig, at der ikke er flere af raketterne til salg, og det følger vi selvfølgelig op på. Det vigtige her og nu er, at ingen forbrugere, som måtte have købt raketten, fyrer den af, uddyber kontorchefen.

Powered by Labrador CMS