Advarsel: Krus kan afgive gift
Fødevarestyrelsen advarer nu mod kopper/krus, der kan afgive formaldehyd.
Fødevarestyrelsen tilbagekalder i en pressemeddelelse en række krus, da de kan afgive giften formaldehyd.
(Se billederne af krusene i galleriet over artiklen).
Det er ALDI Danmark ApS, der tilbagekalder ‘bambuskrus to go’, da der altså er risiko for afsmitning af formaldehyd.
Krusene er fra Tyskland, er solgt over hele landet og har EAN-stregkode: 25055832.
– Det er en analyserapport foretaget af polske kolleger, der påviste det, siger Thomas Bang, vicedirektør for CSR, Marketing & Kommunikation i Aldi Danmark Aps, til Newsbreak.dk.
Da man derfor ingen chancer vil tage, tilbagekaldes – i samarbejde med Fødevarestyrelsen – krusene nu også i Danmark.
De er solgt som ‘spot-vare’ fra uge 30 2018 (fra torsdag 26. juli 2018).
Hvor mange krus, der er solgt, er der på nuværende tidspunkt ikke overblik over.
– Men vi vælger at gå med livrem og seler. Vores kunders sikkerhed kommer i første række, siger Thomas Bang.
Fødevarestyrelsen udtrykker det sådan, at krusene er uegnet som fødevarekontaktmateriale.
Fødevarestyrelsen råder forbrugerne til at levere produktet tilbage til butikken, hvor det er købt, eller at kassere det.