Advarsel: Det her er ligeså farligt som frost

Falck advarer nu bilister om de store mængder vand, der kan ligge på vejbanerne i denne tid.

Offentliggjort Sidst opdateret

Denne vinter har danskerne været forskånet for de rigtigt kolde temperaturer. Det betyder også, at risikoen for frostglatte veje er nedsat.

Men bilister skal ikke fristes til at tro, at de bare kan glide let over kørebanen uden nogen form for bekymring, for ifølge Falck er vand på vejen i stor grad ligeså farlig som frost. Sådan lyder det i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter videoen

Når regnen regner

Det er dog ikke regnen i sig selv, som Falck advarer bilister mod. Det er mere, når der falder store mængder af den, for så er der risiko for akvaplaning.

– Når du rammer en stor vandpyt med bilen, er der risiko for akvaplaning. Det betyder, at du faktisk kører hen over vandet, og at bilen slet ikke har greb om vejen. Det betyder desværre en stor risiko for ulykker, forklarer Gert Elgaard Larsen, der er driftschef hos Falck.

Falck understreger deres pointe med at forklare, at de på trods af, at der stort set ingen frost har været, allerede har bugseret mange biler efter udskridninger.

Sigtbarheden bliver dårlig

Men det er ikke kun, når de store mængder regn lander på vejen, at du som billist kan komme i uføre.

Danmark bliver efterhånden ofte ramt af skybrud, hvor enorme mængder regn falder på kort tid. Det kan ifølge driftschefen hos Falck betyde, at sigtbarheden for bilister bliver meget dårlig.

Desuden byder vinteren fortsat på nogle mørke morgener, hvor det kan småregne. Genskæret fra modkørende bilister er også noget, der gør det endnu sværere at orientere sig ordentligt, når man kører.

Kør efter forholdene

Falck opfordrer derfor alle bilister til at køre efter forholdene. Desuden påpeger Falck, at det er vigtigt, at bilister holder afstand.

Andre råd lyder på, at farten skal sænkes, hvis man oplever, at der er dårlig sigtbarhed for eksempel i forbindelse med regn, mens det også er fornuftigt at være opmærksom på vejbanens forhold, når man kører.

Sådan undgår du akvaplaning

Her er DMI’s råd til at undgå at komme ud for akvaplaning:

  • At undgå akvaplaning begynder med at kigge på vejr vejrudsigter og varsler – især varsler om skybrud og kraftig regn. Nedbørradaren kan også være en hjælp, fordi den viser byger der eventuelt er på vej. Byger med lynaktivitet er ofte kraftige og kan give meget vand på kort tid. Tjek eventuelt også trafikken.dk. Mens man kører, kan det måske være en hjælp at lytte til trafikradioen på P4.
  • Man skal holde godt udkig efter vandansamlinger under – og efter – skybrud og langvarig kraftig regn og være parat til at sætte farten meget ned, inden man rammer dem.
  • Det er især vigtigt i at kigge efter lange pytter i slidspor efter tunge køretøjer i inderste vejbane, store vandansamlinger på dårligt anlagte veje og søer i bunden mellem bakker.
  • Da dækkenes mønsterdybde har stærkt afgørende betydning for risikoen, er det vigtig at holde øje med sine dæk, så man kan sætte farten efter, hvor slidte de er. Man skal ikke mindst huske at kigge efter, før man kører ud i regnvejr med en lånt eller lejet bil.
  • Dækproducenter advarer generelt om, at for lavt dæktryk kan øge risikoen for akvaplaning.
  • Når der skal nye dæk på bilen, kan man eventuelt interessere sig for slidbanemønstre, som lover særlig god dræning (men det kan være på bekostning af andre egenskaber).

Kilde: DMI

Powered by Labrador CMS