Advarsel: Denne del af populær spise er livsfarlig
Du bør ikke spise rabarberblade. Så kort kan det siges, og så kontant lyder det fra Danmarks Tekniske Universitet. Få gram for meget sender dig i den giftige farezone.
Det kan godt være, at rabarber er blandt de ting, der definerer sommeren for mange danskere. Men hos Danmarks Tekniske Universitet advarer man i en nyhed om, at det kan være direkte dødeligt at spise rabarberblade.
Advarslen kommer fra DTU Fødevareinstituttet, der skriver, at man før i tiden har prøvet at spise rabarberblade, hvilket blandt andet havde dødelige konsekvenser under 1. verdenskrig, hvor bladene blev brugt som erstatning for spinat.
Årsagen til, at DTU Fødevareinstituttet bringer advarslen nu, findes blandt andet i, at en dansk kogebog for nyligt genintroducerede en gammel opskrift på stuvede rabarberblade. Problemet med bladene er, at der er giftstoffer i dem.
Du bør slet ikke spise rabarberblade
Spiser man blot 10-20 gram friske blade, er der fare for, at man kaster op. Bliver man forgiftet af rabarberblade, kan man også blive ramt af diarré samt forstyrret nyrefunktion. I alvorlige tilfælde fører indtaget til bevistløshed, kramper og død.
“Rabarberblade indeholder både oxalsyre (og dens salte, oxalater) samt en blanding af stoffer, som kemisk ligner hinanden, og som alle er afledt af stofgruppen anthraquinoner. Det er formodentligt disse stoffer, som er årsag til forgiftningstilfældene,” skriver DTU Fødevareinstituttet. Videnskab.dk skriver i øvrigt, at giftlinjen i år har oplevet to tilfælde, hvor folk er blevet forgiftet af at spise rabarberblade.
Bladene er i øvrigt ikke det eneste fra naturen, man bør holde sig langt fra. Newsbreak.dk har tidligere skrevet, at indtaget af grønne kartfoler kan gøre dig ganske alvorligt syg. Jo grønnere kartoflen er, jo mere giftigt er den.
Det er i den sammenhæng særligt alvorligt, at man ikke kan smage, at kartoflen indeholder giftstoffer. Du ved det derfor først, når det er for sent. Du kan læse mere om faren ved at spise grønne kartofleri den dertilhørende artikel.