Advarer: Voldsomt vejr rammer her
Danmarks Meteorologiske Institut har udsendt et varsel om voldsomt vejr gældende fra torsdag.
Som Newsbreak.dk tidligere har beskrevet, passerer der tidligt onsdag en varmfront fra sydvest, og det gør, at det vil vælte ind over os med varm og tør luft.
– Onsdag er skiftedagen, og så bliver der noget for de, der synes, det generelt har været for koldt denne sommer, sagde vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), Mette Wagner, tidligere til Newsbreak.dk.
Faktisk bliver vejret så varmt senere på ugen, at DMI netop har udsendt et varsel i kategori 1, voldsomt vejr, for det sydlige og sydvestlige Jylland.
Varslet gælder fra torsdag middag og frem til søndag aften, og er blevet udsendt som følge af risikoen for en regional hedebølge i området.
“Tør og meget varm luft vil de følgende dage strømme op over Danmark fra syd og sydøst, og det forventes fra torsdag og resten af ugen makstemperaturer op mellem 24 og 28 grader i det meste af landet. I det sydlige og sydvestlige Jylland kan makstemperaturerne nå op mellem 28 og ca. 30 grader, hvilket betyder en risiko for en regional hedebølge,” skriver DMI på hjemmesiden.
I galleriet ovenfor kan du se, hvilke grupper der skal være særligt påpasselige i det meget varme vejr.
Newsbreak.dk følger løbende vejrsituationen…