Advarer: Sådan må du aldrig bruge ventilatoren
Personalet i sundheds- og plejesektoren får nye anbefalinger fra Statens Serum Institut
Statens Serum Institut anbefaler nu igen, at ansatte i sundheds- og plejesektoren godt må bruge ventilatorer på meget varme sommerdage.
Det sker, fordi risikoen for smittespredning er nedsat, og både personale og de fleste ældre nu er vaccinet mod corona.
- En bord- eller gulvventilator kan anvendes, når der er åbent vindue eller dør til det fri og dermed forsyning af frisk luft. Placer ventilatoren så højt, at den ikke hvirvler gulvstøv op, og placer den, så den ikke sender luftstrømme via en person direkte i retning af en anden person. Placer den gerne i vindues- eller døråbningen, hedder det i den nye anbefaling.
Følg anvisningerne
Anbefalingen gælder:
- I rum, hvor patient/borger er alene i rummet, for eksempel på enestue eller egen bolig i et plejecenter
- I kontorområder inden for sundheds- og plejesektoren, selv om flere personer er tilstede, under forudsætning af åbent vindue og hensyntagen til at luftstrømmen ikke går fra person til person
- I genoptræningsfaciliteter (moderat fysisk aktivitet), hvis bord-/gulvventilator placeres i vindues-/døråbning.
Undgå turbulens
Anbefalingen gælder ikke i kliniske områder, hvor der foregår behandling med brud på hud og slimhinder, eller generelt i de kliniske områder i hospitals- og plejesektoren, hvor mange og skiftende personer opholder sig eller bevæger sig rundt.
Statens Serum Institut anbefaler, at man er opmærksom på at undgå turbulens i lokalet og at der skal være adgang til frisk luftindstrømning.