Advarer: Livsfarligt for hunde på strande
Undgå, at den dejlige tur på stranden med din elskede vovse ender med et besøg hos dyrlægen
En logrende hale og den karakteristiske lugt af våd pels skal helst være det eneste, din hund pådrager sig fra en tur på stranden.
Men udflugten til vandet rummer en række farer, der truer med at ødelægge den ellers hyggelige sommeraktivitet.
1) Overbelastet bagparti.
Er Fido en rigtig vandhund, der elsker at springe i bølgen blå, skal du være særligt opmærksom på lidelsen vandhale, der også kaldes svømmehale.
Svømmer hunden rigtig meget, risikerer den simpelthen at overbelaste musklerne i halen, og det kan føre til inflammation i nerverne, der sidder i haleroden.
Meget smertefuldt
Det fortæller Lotte Evers, der er hundeekspert hos forsikringsselskabet Agria Dyreforsikring. Hun er forfatter til flere bøger om hunde, har en fortid som opdrætter og har gennemført en række hundetræneruddannelser.
- Halen hænger slapt ned på hunden, og det er meget smertefuldt for den. Derfor skal man tage til dyrlægen og få noget smertestillende og derefter tage hjem og give hunden varme og hvile, siger hun og råder dig til at huske, at hunden har brug for pauser mellem svømmeturene.
I timevis
- Nogle hundeejere lader deres hunde være i vandet i timevis, men det kan de altså ikke holde til. Du kan godt have hunden med en hel dag på stranden, men sørg for at give den hvilepauser, siger Lotte Evers.
Farlige alger
Lad ikke hunden bade, hvis der er blågrønne alger i vandet. En høj koncentration af de mikroskopiske planter kan nemlig få fatale konsekvenser for din bedste firbenede ven.
- Hundene kan dø af det, og vi har allerede haft eksempler på det nu her, hvor vi har haft varmere vejr, fortæller Lotte Evers.
Begynder kort efter
Ifølge den landsdækkende dyrlægekæde AniCura vil en hund, der har indtaget blågrønne alger, i løbet af 15-60 minutter begynde at vise symptomer som diarré, opkast, vejrtrækningsbesvær og krampe.
- Man skal tale med sin dyrlæge med det samme og handle hurtigt, understreger Lotte Evers.
Du kan tjekke koncentrationen af de blågrønne alger på din kommunes hjemmeside. Du kan også holde dig orienteret på DMI's hjemmeside.
Snus og is
Om sommeren er det ekstra vigtigt at holde skarpt øje med, hvad din hund stikker snuden i på stranden.
- Mange har mad med på stranden og efterlader madrester, som det er vigtigt at være opmærksom på. Det kan for eksempel være knogler fra fisk og kylling eller grillspyd, fortæller Lotte Evers.
Kogte knogler splintrer nemt i munden på hunden, og grillspyd kan give sår og skal i værste fald opereres ud af hundens mave.
Slem forstoppelse
Hold også hunden væk fra majskolber, som kan give hunden så slem en forstoppelse, at den skal på operationsbordet.
Pas ligeledes på med at forkæle din hund med det sidste af din ispind. Den lille træpind kan ligesom knoglerne nemt splintres i hundens mund eller sætte sig på tværs.
Store problemer
Sidst, men ikke mindst, er det vigtigt at gøre alt, hvad du kan, for at undgå, at hunden kommer til at spise nikotinposer, der ligger smidt i sandet.
- Det er det nye store problem, som vi næsten ikke ved, hvad vi skal gøre ved. Hver gang en nikotinpose bliver smidt i det fri, risikerer man, at en hund kan dø af det. For en lille hund eller en hvalp er en enkelt pose nok, siger Lotte Evers.