Advarer el-kunder: Pas på
Flere elkunder oplever det, og nu råber en organisation vagt i gevær
Erhvervsorganisationen Green Power Danmark advarer elkunder mod "skruppelløse el-selskaber". Det skriver organisationen i en pressemeddelelse.
- Hvis man kender en forbrugers adresse og CPR-nummer - og er skruppelløs nok - kan man flytte en forbruger over til sit eget selskab, uden at forbrugeren ved det.
Skal reagere
- Som forbruger skal man reagere, hvis elregningen pludselig kommer fra et nyt elselskab, lyder det fra Martin Dam Wied, der er afdelingschef i organisationen.
Ifølge ham kan ens tidligere leverandør som regel hjælpe med at skifte tilbage, hvis man har været udsat for den pågældende metode.
Ringer op
Afdelingschefen forklarer, at der er tale om mindre elselskaber, hvor det ofte er enkeltpersoner, der står bag.
- Helt lavpraktisk foregår det ved, at kunderne bliver ringet op med en besked om, at det pågældende selskab for eksempel har opkøbt forbrugerens nuværende selskab.
Nye vilkår
- Og så får man at vide, at man på den baggrund bliver overflyttet, fortæller Martin Dam Wied.
Problemet er ifølge ham, at kunderne ikke får mulighed for at orientere sig i de nye vilkår, som de kommer til at sige ja til, og det kan indebære ekstra gebyrer og regninger, lyder det.
Green Power Denmark opfordrer elkunderne til at klage til Forbrugerombudsmanden, hvis man uønsket er blevet udsat for den "ulovlige" metode.
Vil indføre regler
Klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M) arbejder ifølge pressemeddelelsen sammen med blandt andet Green Power Denmark om at få indført regler, der skal gøre det vanskeligere at oprette nye elselskaber.
Skal være slut
Ministeren sagde torsdag i sidste uge til Jyllands-Posten, at det skulle være slut med "svindelagtige elselskaber".
- Vi skal øge forbrugerbeskyttelsen. Det indebærer blandt andet skrappere regler for, hvordan elselskaber skal opføre sig, og hårdere straffe til selskaber, der træder ved siden af reglerne.