Advarer bilister efter flere uheld
Der meldes om kraftig snefygning i Syd- og Sønderjylland
Efter meldinger om en række uheld, har Syd- og Sønderjyllands Politi søndag eftermiddag udsendt en advarsel mod snefygning på vejene.
Det oplyser politikredsen i et tweet.
“Der er flere meldinger om biler, der er kørt i grøften, dog uden personskade. Kommunerne rydder sne, så hurtigt som det er muligt. Kør forsigtigt,” skriver Syd- og Sønderjyllands Politi blandt andet på Twitter.
Newsbreak.dk har desuden modtaget billeder fra E45 ved Skærup, hvor det tydeligt fremgår, at sneen fyger indover kørebanen.
Kenneth Andersen, vagtchef ved Vejdirektoratet, oplyser dog til Newsbreak.dk, at der ikke har været meldinger om store trafikale problemer på motorvejene.
– Det har generelt været stille og roligt, og vi gør, hvad vi kan for at rydde vejene så hurtigt som muligt. Folk kører generelt fornuftigt, siger Kenneth Andersen.
Se billeder fra stedet i galleriet ovenfor.