Absurde tal: Sigtelserne regner over Aarhus V

Siden 1. august 2020 har Østjyllands Politi udstedt 3689 sigtelser i det vestlige Aarhus

Offentliggjort Sidst opdateret

Gennem en længere periode har Østjyllands Politi holdt skarpt øje med trafikken i det vestlige Aarhus.

Det har siden 1. august kastet 3689 sigtelser af sig. Det oplyser politiet i en pressemeddelelse.

– Det, synes jeg, er bekymrende mange sigtelser. Men det bekræfter mig også i, at der er en rigtig god grund til, at vi fastholder vores kontroltryk, så vi kan få gjort op med den dårlige færdselskultur, siger chefpolitiinspektør ved Østjyllands Politi, Klaus Arboe Rasmussen, i pressemeddelelsen.

I perioden har Østjyllands Politi gennemført 200 målrettede færdselskontroller.

En tredjedel af sigtelserne skyldes fartovertrædelser. Men også blandt andet brug af mobil og manglende sikkerhedssele bonner ud i statistikken:

– Vi ved at for høj hastighed og uopmærksomhed, både sammen og hver for sig, er årsag til alvorlige uheld. Derfor er det også stærkt bekymrende at se, hvor mange der bliver taget i at køre for stærkt, køre over for rødt/gult lys eller anvende håndholdt mobiltelefon under kørsel, siger Klaus Arboe Rasmussen.

Skider på rødt lys i dødskrydset

Også Newsbreak.dk har over flere omgange holdt skarpt øje med kørslen i det vestlige Aarhus.

Newsbreak.dk besøgte senest “dødskrydset” mellem Åby Ringvej/Edwin Rahrs Vej først i marts.

Da gik der ikke mange minutter, fra Newsbreak.dk var ankommet til krydset, før de første forcerede det røde lys – og dermed krydset.

Resultatet er i galleriet over artiklen.

– Der er jo ikke tale om småforseelser. Det er kørsel over for rødt, overhalinger inden om, den forkerte vej rundt om helleanlæg. Det er overtrædelser til stor fare for færdselssikkerheden. I værste fald bliver folk dræbt, har Amrik Singh Chadha, leder af færdselsafdelingen hos Østjyllands Politi, tidligere sagt til Newsbreak.dk.

Det var præcis, hvad der skete 6. oktober sidste år. Her blev den kun 23-årige Katrine Lilleøre Holm dræbt  i krydset mellem Åby Ringvej og Edwin Rahrsvej – to og et halvt år efter, at 21-årige Ida Philbert Vangsø Ottzen mistede livet i samme kryds.

Sådan fordeler sigtelserne sig

Hastighed: 1.163 sigtelser
Brug af håndholdt mobiltelefon: 319 sigtelser
Kørsel uden førerret: 258 sigtelser
Manglende sikkerhedssele: 252 sigtelser
Kørsel frem for rødt eller gult lys: 243 sigtelser
Ikke efterkommet anvisning: 238 sigtelser
Ikke opfyldt oplysningspligt: 216 sigtelser
Kørekort ikke medbragt: 193 sigtelser
Sprit- og narkokørsel: 103 sigtelser
Vigepligtsforseelse: 29 sigtelser
Manglende styrthjelm: 13 sigtelser
Ikke fastspændt barn under 15 år: 12 sigtelser

Læs også:

Kvinde dræbt i dødskryds

Ida kørt ihjel i dødskryds: Forældre råber op

Brager over for rødt i berygtet dødskryds

Leder: Hjernedøde lømler tager bydel som gidsel

Trods dødsulykker: Skider stadig på rødt lys

Powered by Labrador CMS