Åbningsdebat: 14 timer og otte minutter med asyldebat i højsædet
14 timer og otte minutter. Så lang tid varede Folketingets åbningsdebat, som startede klokken ti torsdag formiddag og først sluttede efter midnat.
Danmarks asylpolitik blev et af de helt store emner i debatten på Christiansborg og fik ikke blot bølgerne til at gå højt på den hjemlige politiske scene. Også FNs Højkommissariat for flygtninge (UNHCR), EU og udenlandske myndigheder har givet deres besyv med i forhold til de danske takter på asylområdet.
Mens UNHCR over for DR Nyheder kritiserer regeringens stramning af reglerne for familiesammenføring af flygtninge, bliver et forslag fra Liberal Alliance om at sende asylansøgere tilbage til lejre i deres nærområde bemærket af Libanons ambassade i Danmark.
Libanon er naboland til Syrien og har trods landets ringe størrelse modtaget millioner af syriske flygtninge. Og det kan ikke blive ved med at gå, fastslår Libanons ambassadør med ansvar for de nordiske lande, dr. Ali Ajami, over for Jyllands-Posten.
»Lige nu huser vi to millioner syriske flygtninge. I forvejen har vi 600.000 palæstinensiske flygtninge, og vi er kun fire millioner libanesere. Det er en stor byrde for et lille samfund som vores både socialt og økonomisk,« siger ambassadøren til avisen.
EUs indenrigskommissær, Cecilia Malmstrøm, understreger over for Jyllands-Posten, at Syriens nabolande allerede har lejre til de mange flygtninge fra det borgerkrigshærgede naboland, og at det ikke er på dagsordenen også at have europæiske lejre i udlandet.
Også Dansk Folkeparti har foreslået asyllejre uden for Danmarks grænser, og Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen (V) betegnede torsdag forslaget som »interessant«, mens tidligere finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) siger til Politiken, at man også skal forsøge at flytte selve sagsbehandlingen af asylsager til lejre i udlandet.
Israel, der er et af de andre lande, som af Liberal Alliance er blevet nævnt som mulig vært for en dansk lejr, er overrasket over forslaget, siger talsmand for den israelske ambassade i Danmark Roi Dvir til DR Nyheder:
»Men eftersom vi ikke har modtaget noget konkret forslag, så er det for tidligt at sige, om den israelske regering vil sige ja til at tage imod flygtninge fra Danmark«.