Aarhusiansk stor-koncert i fare: Forsanger risikerer at blive døv

46.000 håbefulde danske AC/DC-fans kan godt begynde at holde vejret i spænding. Bandet har måtte aflyse en igangværende turné, fordi forsangeren risikerer at blive døv.

AC/DC-forsanger Brian Johnson har fået besked på at indstille en igangværende turné øjeblikkeligt, hvis han vil bevare hørelsen. Det kan gå ud over koncert i Aarhus den 12. juni. Foto: Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

46.000.

Så mange har købt billet til AC/DC-koncerten på Aarhus Stadion den 12. juni i år, og de kan alle godt begynde at holde vejret i spænding. Koncerten er nemlig i overhængende fare for at blive aflyst. Forsanger Brian Johnson risikerer at blive døv, hvis ikke han omgående stopper med at spille musik.

Bandet har derfor udskudt sin turné i USA på ubestemt tid, meddeler AC/DC på sin hjemmeside. Koncerterne vil blive gennemført på et senere tidspunkt, men formodentlig med en gæste-vokalist i stedet for 68-årige Johnson. Han har fået strenge ordrer fra sin læge:

– Han har fået besked på at stoppe med øjeblikkeligt at turnere eller risikere total døvhed, skriver bandet på hjemmesiden.

Populær koncert

Koncerten i Aarhus var der rift om, da billetterne blev sat til salg. Bare 35 minutter senere, var de 46.000 adgangspas solgt. Det er endnu uvist, om koncerten aflyses eller gennemføres med en ny sanger.

Det bliver i hvert fald næppe med Brian Johnson, der tog over som forsanger, da Bon Scott døde i 1980.

Powered by Labrador CMS