Aarhusiansk Michelin-kok: Nu går vi efter de næste to stjerner
Michelin-stjerner på dansk grund har hidtil været forbeholdt restauranter i København, men det har den nyeste udgave af den berømte guide lavet om på ved at uddele en stjerne til tre aarhusianske restauranter.
En af dem er Frederikshøj, hvor chefkok Wassim Hallal deler sin glæde med den fremmødte danske presse torsdag morgen.
»Jeg tror, det er lige så stort som at modtage en Oscar. Vi er glade, for satan da! Det er en stor forløsning,« siger han.
Adspurgt hvad den nyvundne Michelin-stjerne kommer til at betyde for Frederikshøj, som var spået gode chancer for at komme med i den prestigefulde guide, lyder Wassim Hallals svar:
»Allerede i aften handler det om, at vi skal kæmpe mod nye mål – nu er vi i gang, vi har åbnet op for bylden, guiden har fundet os godkendt, så nu handler det bare om at kæmpe videre mod det næste, der er jo to stjerner tilbage.«
Michelin-guiden uddeler som bekendt stjerner til restauranter, der er værd at køre eller decideret rejse efter. Og det er Frederikshøj altså.
»Vi bygger en oplevelse op for vores gæster fra de kommer ind af døren, til de går igen. Det er madmæssigt, servicemæssigt, det er interiør og omgivelser – det er det hele, og vi prøver hele tiden at bygge på,« siger Wassim Hallal.
De to andre aarhusianske restauranter, der er kommet med i den fornemme Michelin-klub med en stjerne hver, er Gastromé og Substans.
Aarhus er blevet inkluderet i guiden sammen med Malmø, og redaktøren af Michelin-guiden, Rebecca Burr, fortæller i en pressemeddelelse, at det nordiske køkken stadig er helt fremme i skoene:
»Den nye bølge af skandinaviske køkkener har virkelig hævet barren i denne del af verden. Aarhus er en levende by med en mangfoldig gastronomi,« siger hun.
København får i denne omgang en ny to-stjernet Michelin-restaurant i form af AOC.