Aarhusianere mobbes ud af arbejdspladsen

Et stort antal aarhusianere har oplevet mobning på arbejdspladsen. Det kan være chefer, der forsøger at skubbe dem ud i stedet for at fyre.

Hver tiende aarhusianer oplever at blive mobbet på arbejdspladsen. Det kan være i stedet for en fyring. Foto: Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

11,2 procent af det arbejdende aarhusianske folk har oplevet at blive mobbet på arbejdspladsen. Det viser en ny rundspørge, som JP Aarhus har fået lavet af analyseinstituttet Wilke.

Det rystende tal kommer i en periode, hvor flere Aarhus-virksomheder har haft årelang fokus på netop mobning på arbejdspladsen, skriver avisen på sin hjemmeside.

Mobning frem for fyring

Pia Hartvig, arbejdsmiljøvejleder og sagsbehandler hos HK Østjylland, er klar i spyttet, når hun skal beskrive, hvad der kan være årsag til mobning på arbejdspladserne.

Mange af de sager, hun arbejder med, består nemlig af en bestemt form for mobning. Den, der i sidste ende skal få en medarbejder til at forlade arbejdspladsen, frem for at en chef er nødt til at fyre vedkommende.

– De fleste af disse ledere er kolde og ved, at hvis de er onde nok, skal medarbejderne nok selv forlade stedet, siger Pia Hartvig til JP Aarhus.

Organisationspsykolog, ph.d. Eva Gemzøe Mikkelsen, der arbejder i den aarhusianske arbejdsmiljørådgivning Crecea, fortæller dog, at tendensen er, at virksomhederne er bedre til at håndtere og – især – forebygge mobningen.

Powered by Labrador CMS