Aarhus tiltrækker for alvor krydstogtskibe

Arkivfoto: Colourbox
Offentliggjort Sidst opdateret

Med en stigning i antallet af krydstogtskibe på næsten 100 procent i løbet af et år, er Aarhus Havn for alvor blevet krydstogt-destination

I 2016 vil 23 krydstogtskibe lægge til kaj i Aarhus Havn, og cirka 60.000 gæster får mulighed for at opleve Aarhus både til lands og til vands. Dermed bliver Aarhus for alvor en krydstogt-destination. I løbet af bare et år, er krydstogt-turismen steget med næsten 100 procent.

De mange gæster forventes at lægge omkring 36 millioner kroner i de aarhusianske forretninger og restauranter.

Ifølge kundechef Nicolai Krøyer fra Aarhus Havn er stigningen et udtryk for, at flere rederier for alvor har fået øje på Aarhus som en attraktiv destination, der kan tilbyde både handelsliv, kultur og smuk natur.

– Men det er også min helt klare overbevisning, at nogle af de nye rederier, der er kommet til det seneste år, ønsker at prøve os af, før vi får status som europæisk kulturhovedstad i 2017, siger Nicolai Krøyer.

Den 11. marts rejser han sammen med Peer H. Kristensen fra VisitAarhus til Miami, der én gang årligt er verdens epicenter for krydstogtturisme. Sammen skal de forsøge at sælge Aarhus som kulturhovedstad i 2017 og på den baggrund trække endnu flere krydstogtturister til byen:

– Vi forventer os en del af besøget i år, fordi erfaringer viser, at krydstogtrederierne har et godt øje til kulturbydestinationerne. Samtidig har vi den fordel i Aarhus, at vi kan modtage de helt store skibe, fordi vi har vanddybde nok til det, fastslår Nicolai Krøyer.

Powered by Labrador CMS