Aarhus ruster nye forældre til familielivet
Aarhus Kommune søsætter et nyt projekt, der skal forberede nye forældre bedre på familielivet
Sundhedsplejen i Aarhus Kommune søsætter i disse dage et storstilet forskningsprojekt, Familieiværksætterne, som skal dokumentere indsatsen af en ny måde at ruste kommende forældre til det givende, men også indimellem strabadserende liv med små børn.
Alle par, der venter deres første barn, kan blive en del af det ambitiøse forskningsprojekt, der tilbydes i samarbejde med Trygfondens Børneforskningscenter, Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital. Forældrene vil i grupper blive tilbudt oplæg af eksempelvis sundhedsplejerske, psykolog, tandplejer, pædagog, bankrådgiver, advokat eller fysioterapeut, hvorefter de, med udgangspunkt i oplæggene, taler om forældreskabets glæder og udfordringer
– Familieiværksætterne er et klokkerent eksempel på at undersøge, hvorvidt tidlig indsats virker. Det kan være en stor omvæltning at få sit første barn og stifte familie. Jeg tror på, at vi med Familieiværksætterne ruster forældrene bedre til deres første barn – til gavn for børnene og familiens samlede trivsel. Jeg er også sikker på, at forældrene vil have glæde af at udveksle erfaringer med andre forældre, få professionel vejledning, og tage stilling til egne værdier og prioriteringer, så de og børnene måske undgår problemer senere, siger Bünyamin Simsek, rådmand for Børn og Unge
Gode erfaringer fra Sverige
I både Sverige og andre danske kommuner har man haft stor succes med lignende projekter. I Aarhus vil man dokumentere den forsknings-mæssige effekt. På lang sigt er det målet, at give familierne så god en start, at nogle af de problemer, der kan opstå senere, undgås.
Man har i mange år kendt til mødregrupper, men her inviteres fædrene også med.
Familieiværksætterne har fået 7,5 millioner kroner af Aarhus Kommunes innovationspulje. Og forsknings delen finansieres af TrygFonden. Projektet gennemføres over en 2,5-årig periode i samarbejde med TrygFondens Børneforskningscenter ved Aarhus Universitet.
– Vi vil gerne kunne dokumentere effekten af vores indsatser, så pengene bruges bedst muligt. Jeg ser derfor frem til samarbejdet, som vil give os nyttig viden og forhåbentlig give familier en bedre start på familielivet, siger Bünyamin Simsek.
Der er lagt op til et bredt samarbejde mellem både offentlige og private faggrupper.
Siden november er der blevet rekrutteret familier til Familieiværksætterne. Den første gruppe er startet, og grupperne skal mødes i alt 12 gange hen over en periode på 18 måneder.