Aarhus-rigmand dropper købstilbud på Mols-Linien
Lind Invest, ejet af rigmanden Henrik Lind, har opgivet at købe Mols-Linien. Det er ikke lykkes at få mere end 10 pct. af aktierne, som var en af betingelserne i købstilbuddet. Lind fortsætter dog som mindretalsaktionær.
»Vi vil, uanset at vi med købstilbuddet ikke opnåede den ønskede ejerandel, fortsat være en langsigtet aktionær i Mols-Linien. Vi vil derfor, som tidligere nævnt, søge at samarbejde med de øvrige langsigtede aktionærer, så der skabes maksimal værdi i selskabet.,« skriver Henrik Lind, adm. direktør i Lind Invest i en meddelelse.
Polaris bød tidligere først 34 kr. på aktier og senere 40 kr. pr. aktie. Siden tilbød Henrik Lind 44 kr. pr. aktie.
»Vi afventer nu resultatet af Polaris’ købstilbud og dermed den endelige ejerfordeling. I den nuværende situation er vi tilfredse med børsplatformen, og vi vil derfor ikke stille forslag om at afnotere selskabet. Hvis Polaris gør det, vil vi tage stilling til værdien af en afnotering på baggrund af indholdet i forslaget og situationen på det pågældende tidspunkt,« hedder det fra Henrik Lind.