Aarhus: Mand fundet død i vandet
En mand er lørdag fundet død i havnebassinnet i Aarhus.
Østjyllands Politi har lørdag fundet en død mand i Aarhus Havn – det er ifølge Aarhus Stiftstidende i området omkring Navitus, den døde mand er fundet.
Det var en borger, der så den døde mand flyde i vandet, der slog alarm.
Det fortæller vagthavende ved Østjyllands Politi Martin Christensen til Ekstra Bladet.
– Jeg kan ikke fortælle meget andet end, hvad fakta er lige nu. Vi er stadig i gang med at undersøge omstændighederne. Fakta er, at vi modtager et opkald om en livløs person i havnebassinet og får sendt politi, redningsmandskab og en akutlæge til stedet og får personen op. Han bliver erklæret død på stedet, fortæller han.
Manden havde noget, der kunne identificere ham, da han blev fundet og politiet er nu i gang med at finde ud af, om id-informationen passer på den afdøde mand.
Først når identiteten bliver fastslået kan de pårørende underrettes.