Aarhus Kommune jagter Hells Angels: De skal stresses

Kommunen har smidt et brev i postkassen ved klubhuset på Marøgelhøj 5 i Lystrup - nu skal rockerklubben dokumentere aktiviteterne.

Det er klubhuset her på Marøgelhøj 5 i Lystrup som Hells Angels nu skal dokumentere sitr virke på. Foto: Per Øxenholt.
Det er klubhuset her på Marøgelhøj 5 i Lystrup som Hells Angels nu skal dokumentere sitr virke på. Foto: Per Øxenholt.
Offentliggjort Sidst opdateret

Hells Angels (HA) skal ikke tro, at de kan få lov til at leve et stille og fredeligt liv i deres nye klubhus på Marøgelhøj 5 i Lystrup.

Aarhus Kommune har netop puttet et brev i klubbens postkasse, hvor kommunen beder om en redegørelse for klubbens aktiviteter på adressen.

– Vi har at gøre med en gruppe folk, som ikke er velkomne i Aarhus. De har ikke ansøgt om ibrugtagningstilladelse, og kommunen har ikke givet tilladelse til brug af ejendommen, sagde rådmand for teknik og miljø, Kristian Würtz (S) ifølge jp.dk på onsdagens byrådsmøde.

Bygningen, som Hells Angels har indrettet som klubhus, er ifølge rådmanden godkendt til erhverv i stueetagen og beboelse på tagetagen.

Skal stresses

Det er partiet Venstre i Aarhus, der har stillet en række spørgsmål til afdelingen for teknik og miljø.

– Rockerne skal stresses af kommunen. HA prøver at rekruttere unge mennesker til at kriminalitet, sagde politisk ordfører Gert Bjerregaard (V).

Newsbreak.dk har kontaktet Hells Angels for at få svar på, hvordan klubben har tænkt sig at reagere på de bastante udmeldinger fra politikerne, men har endnu ikke fået svar.

Powered by Labrador CMS