Aarhus-byggeri stoppet: Borggade slår revner

Aarhus Kommune valgte tirsdag at lave et akut forbud mod at fortsætte et byggeri, der fik Borggade til at revne

Offentliggjort Sidst opdateret

Et omstridt byggeri i Borggade i Aahus blev tirsdag beordret til at stoppe med det samme. Det var kommunen, der skred ind med forbuddet, fordi byggearbejdet har fået asfalten på Borggade til at slå store revner, og kommuner frygter nu, at der kan ske alvorlige skader, hvis byggeriet fortsætter. Det skriver stiften.dk.

– Revnerne betyder, at der kan trænge vand ned i alle de installationer, der ligger under Borggade. Fjernvarme, vand, el og kloaknettet. Derfor har vi påbudt, at byggeriet skal stoppe, og at revnerne i vejen skal lukkes med det samme, siger Jan Olesen, koordinator i Byggeri til stiften.dk.

Også en af nabobygningerne til byggeriet har fået store revner i murværket, men der er ikke på nogen måde fare for at bygningen vil styrte sammen, har kommunen vurderet.

Derfor slår Borggade revner

Revnerne i vej og bygninger er opstået, mens der er blevet presset spuns – store metalplader – ned i jorden. Nu skal bygherren lave en ny plan for byggeriet, hvor man finder en mere skånsom måde at opføre bygningen på.

Byggearbejdet skal efter planen ende ud i et større lejlighedsbyggeri på en grund, hvor maskinmesterskolen i Aarhus tidligere havde lokaler. Byggeriet har været omstridt allerede fra det blev sendt i høring. Flere naboer protesterede over byggeriet, fordi de var bekymrede for, at det store byggeri kunne give skader på naboejendommene. Der har også været utilfredshed med, at der skulle bygges en støre parkeringskælder sammen med byggeriet, og det fik byrådet til at sløjfe nogle af parkeringspladserne i planen.

Powered by Labrador CMS