Aarhus-borgmester skal tale radikalisering i Washington

Jacob Bundsgaard (S). Pressefoto.
Offentliggjort Sidst opdateret

Den såkaldte Aarhus-model, der har til formål at bekæmpe radikalisering, har vakt interesse flere steder i verden – og nu også i Det Hvide Hus.

USAs præsident, Barack Obama, har nemlig inviteret den aarhusianske borgmester, Jacob Bundsgaard (S), til at deltage i en konference om antiradikalisering i præsidentboligen i Washington.

Konferencen, »The White House summit to counter violent extremism«, afholdes onsdag og torsdag i denne uge, og borgmesteren glæder sig over invitationen.

»Invitationen er en stor anerkendelse af det samarbejde, vi har på tværs af Aarhus Kommune med Østjyllands Politi og andre gode kræfter,« siger Jacob Bundsgaard i en pressemeddelelse.

Sigtet med Aarhus-modellen er at forebygge radikalisering og voldelig ekstremisme blandt potentielle og hjemvendte Syrien-krigere. Krigerne og deres pårørende tilbydes rådgivning og vejledning, og samarbejdet med politiet skal skabe tillid mellem myndighederne og de miljøer, hvor Syrien-krigerne ofte kommer.

Regeringens handleplan om forebyggelse af ekstremisme og radikalisering, som faldt på plads for et par uger siden, vil kombinere Aarhus-modellens blødere metoder med en mere kontant linje over for Syrien-krigerne.

Og netop den kombination er effektfuld, understreger Jacob Bundsgaard.

»Vi står over for en global udfordring, og der er ingen lette løsninger eller garanti for succes, men vores strategi med at kombinere en tydelig markering af værdier, tæt opfølgning og retslig konsekvens, har vist sig at have effekt. Præcis derfor har vi også oplevet massiv international interesse for Aarhus-modellen,« siger han.

»Men vi skal forsat være opmærksomme på, hvad vi gør. Det her er en utroligt vigtig opgave, som weekendens frygtelige terrorhandling i København er en ulykkelig påmindelse om,« betoner Jacob Bundsgaard.

Obamas invitation til Aarhus-borgmesteren kom inden weekendens terroranslag.

Aarhus-modellen

I slutningen af 2013 etablerede Aarhus Kommune og Østjyllands Politi et forebyggende Syrien-beredskab.

Beredskabet er målrettet personer, som bor i Aarhus-området, og som overvejer at udrejse til en væbnet konflikt i udlandet eller er vendt hjem fra konfliktzoner – de såkaldte Syrien-krigere.

Beredskabet aktiveres, når kommunen modtager bekymringshenvendelser fra forældre, pårørende eller andre.

Aarhus-modellen har til formål at forebygge radikalisering og voldelig ekstremisme med tre typer indsatser:

1. Individuel vejledning og rådgivning til personer, der påtænker at rejse til Syrien og deltage i væbnet konflikt, samt rådgivning og vejledning til hjemvendte Syrien-krigere. For de tilbagevendte er der et efterværn, som blandt andet kan indeholde debriefing, psykologsamtale, lægehjælp, mentorkontakt og deltagelse i exit-program.

2. Vejledning og rådgivning af pårørende til personer, der påtænker at rejse til Syrien og deltage i konflikten eller er kommet tilbage, efter at have deltaget i konflikten. Dette foregår både individuelt og i netværk.

3. Dialog og samarbejde med lokalmiljøet blandt andet i form af borgermøder.

Regeringens ekstremismehandleplan kombinerer Aarhus-modellen med en mere kontant linje over for Syrien-krigerne. Eksempelvis skal politiet kunne tage passet fra potentielle Syrien-krigere, hvis der er mistanke om, at de er på vej til at rejse ud.

KILDE: »Forebyggelse af radikalisering og ekstremisme« – regeringens handleplan

Powered by Labrador CMS