Aarhus-borgmester: Moské-udvidelse er en provokation
I Aarhus Kommune er man langt fra interesseret i, at moskéen på Grimhøjvej, der har ry for at være et arnested for radikaliserede unge muslimer, får mulighed for at udvide.
Det fortæller borgmester Jacob Bundsgaard (S), efter DR1 tirsdag aften viste dokumentaren »Den fordømte moské«, hvor moskéens formand, Oussama El Saadi, fortæller, at bestyrelsen har planer om at udvide for mellem fem og ti millioner kroner.
»Udover at det er en provokation, så er det også en rigtig dårlig idé. Vi vil gøre alt, hvad vi kan, inden for lovens rammer for at lægge pres på moskéen og lægge hindringer i vejen for, at den kan udvide. Vi vil selvfølgelig behandle deres ansøgning, men hvis der er nogen mulighed for at afvise den, så er jeg ret sikker på, at Aarhus Byråd vil gøre det,« siger Jacob Bundsgaard.
Flere folketingspolitikere har opfordret justitsminister Mette Frederiksen (S) til at undersøge, om man kan lukke moskéen. Men Danmarks nok mest yderligtgående moské, der i dag har en menighed på omkring 700 personer, har andre planer.
»Vi skal renovere hele etagen, så der i fremtiden bliver en stor hal, hvor man kan bede, en større afdeling til kvinder, et stort bibliotek og en bedre afdeling til weekendskole,« siger Oussama El-Saadi i dokumentaren.
Moskéen skal desuden have en kuppel og en minaret på ti til 15 meter, oplyser han. Oussama El Saadi siger desuden i dokumentaren, at han er modstander af demokrati.
»Når man på den måde sætter sig helt uden for samfundet, så skal man ikke forvente at få en blid medfart hverken i debatten eller i det kommunale system,« siger Jacob Bundsgaard med henvisning til nogle af moské-formandens udtalelser i dokumentaren, hvor han blandt andet fortæller, at moskéen støtter terrorbevægelsen Islamisk Stat (IS).
»De holdningstilkendegivelser, de er kommet med, er jo fuldstændig vanvittige. Derfor synes jeg også, at man skal gøre, hvad man kan, for at begrænse deres mulighed for at udfolde sig,« siger borgmesteren.
Aarhus Kommune har endnu ikke modtaget nogen ansøgning om byggetilladelse fra Grimhøj-moskéen.