Aalborg tæt på at smide sikker føring mod BSV
Det holdt hårdt for Aalborg Håndbold, da holdet onsdag aften på hjemmebane tog imod Bjerringbro/Silkeborg i herrernes håndboldliga.
De danske mestre fra 2012/13-sæsonen kontrollerede ellers første halvleg og kunne gå til pause med en sikker føring på 14-10.
Men i anden halvleg pressede BSV på, og i kampens afgørende slutfase var der kontakt med stillingen 21-21. Men Aalborg fandt de sidste kræfter frem, og kunne efter en intens afslutning trække sig sejrrigt ud af opgøret med en sejr på 23-22.
I de andre kampe i herrernes håndboldliga var der knap så meget spænding. Skjern erobrede andenpladsen med en seksmålssejr hjemme i Skjern Bank Arena over GOG. Det lignede ellers, at det skulle blive et tæt opgør i første halvleg, hvor de to hold fulgtes ad, og kunne gå til pause med en stilling på 13-12 til Skjern.
Men vestjyderne viste sig at være for stærke for GOG, der ikke kunne følge med i anden halvleg, som de endte med at tabe med fem mål.
Sønderjyske vandt en sikker sejr, da de på hjemmebane tog imod bundholdet Lemvig-Thyborøn. Det endte med 33-22 til sønderjyderne, som aldrig blev truet af Lemvig-Thyborøn, der fortsat befinder sig på sidstepladsen i ligaen.
I den sidste kamp vandt Team Tvis Holstebro en overbevisende 30-23-sejr over Skanderborg, der ikke kunne fortsætte de gode takter fra deres seneste kamp, hvor de Sønderjyske med 29-22.