AaB afbryder forhandlinger om salg af profil
Den nordjyske fodboldklub sælger ikke offensivspilleren Nicolaj Thomsen i denne omgang.
Det bliver ikke i denne omgang, at Nicolaj Thomsen forlader fodboldklubben AaB, hvor han har været en profil i nogle sæsoner.
AaB meddeler i en fondsbørsmeddelelse, at forhandlingerne med en unavngivet udenlandsk klub er brudt sammen.
– Aalborg Boldspilklub A/S indledte 27. maj konkrete forhandlinger med en udenlandsk klub om et salg af spilleren Nicolaj Thomsen.
– Parterne har ikke kunnet opnå enighed om en aftale, hvorfor forhandlingerne nu er afbrudt, meddeler AaB.
Offensivspilleren fik sit store gennembrud i sidste sæson, hvor han var en profil på det AaB-hold, der vandt både DM-guld og pokalturneringen.
I november sidste år fik Nicolaj Thomsen debut på A-landsholdet, da han spillede hele kampen i 0-2-nederlaget ude til Rumænien.
AaB-spilleren udfolder sig primært på U21-landsholdet, hvor han har spillet 17 kampe.
Nicolaj Thomsen var med til at spille U21-landsholdet til EM i Tjekkiet. Senere mandag bliver EM-truppen udtaget.
/ritzau/