99-årig indsamler millioner sygehuse
Tidligere kaptajn har under coronakrise fundet egen måde at samle penge til offentlige britiske hospitaler.
Tom Moore er en 99-årig britisk krigsveteran. Han har under coronakrisen gået ture i sin have for at støtte de ansatte på hospitalerne.
Det har han gjort så godt, at andre har fået øje på det og bidraget med penge til hans kampagne for at bremse smitten med coronavirus.
Briter er generøse
Status torsdag viser, at han har indsamlet 12 millioner pund, der svarer til 102 millioner kroner.
Til britisk morgen-tv forklarede han ifølge Daily Mail, at de mange donationer viser, hvor generøst et folk briter er. Ligesom at han også mener, at det er det britiske folks måde at anerkende det arbejde, som læger, sygeplejersker og lignende gør hver dag.
Den tidligere kaptajn Moore, der bevæger sig rundt med rollator efter et hoftebrud, har sat sig som mål at gå 25 meter rundt i sin have 100 gange inden sin 100-års fødselsdag 30. april.
Han har tidligere fortalt, at han normalt benytter sig af et løbebånd, når han skal gå tur, men så kom han på idéen med at gå tur i sin have. På den måde oplevede han forårssolen varme sig og hørte fuglene kvidre.
Fået god behandling
Formålet er at indsamle penge til det arbejde, som de hårdt pressede hospitaler udfører.
Moore, der er opvokset i Yorkshire i det nordlige England, gjorde som soldat tjeneste i Indien, Burma og Sumatra under Anden Verdenskrig.
Familien har lavet en video med den vandrende Moore i haven, som de har lagt på de sociale medier.
– Jeg har fået sådan en strålende service af hospitalsvæsnet, forklarede han tidligere på måneden klædt i et jakkesæt og med alle sine medaljer til skue på brystet.
– De har gjort det så godt for mig, og de gør det godt for alle og enhver, mente han.
Hen over påsken er historien om Moore blevet forsidestof, og penge er strømmet ind til hans kampagnen til fordel for NHS – det offentlige britiske hospitalsvæsen.